Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Nytårsforsætter er mangel på fantasi

Et nytårsforsæt er et løfte om at gøre noget i det nye år, man slet ikke har lyst til. Så jeg fortsætter forsætligt uden nytårsforsætter.

Nytårsforsætter er ikke en personlig kontrakt om at gøre noget behageligt og rart i det nye år. Man ville da være et fjols, hvis man udsatte det behagelige i stedet for at gøre det straks.

Nej, nytårsforsætter er gennemsyret af ulyst. Hvis man virkelig havde lyst til f.eks. at drikke levertran og løbe 5 km hver morgen, var der jo ingen grund til at vente til nytår.

Nogen undskylder sig med, at det hjælper med en psykologisk streg i sandet 1. januar, når de skal gennemføre ubehagelige ændringer i livsførelsen.

Det vidner bare om en svag karakter og mangel på opfindsomhed. Med lidt vilje og fantasi kan man nemlig sagtens finde på undskyldninger, som udsætter ubehageligheder på ubestemt tid.

 

Rydningspligt og hullet i mit fortov

Nogen har gravet et hul i mit fortov og glemt det. Skal jeg indlevere det som hittegods eller fjerne det ligesom sne og hømhømmer?

En dag sidst i oktober var der gravet et hul i mit fortov og sat afspærring op. Hullet er der stadig, så det må være glemt sammen med den store kabelrulle ved siden af.

Hvem der har glemt hullet, ved jeg ikke, for ingen har informeret mig, der har rydningspligten. Jeg skal rydde fortovet for sne og siden politireformen også glemte hundehømhømmer, for hvis nogen glider i en hømhøm og får bækkenbrud, er det mit ansvar og ikke hundens.

Læs resten