Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Slave af tiden

4 svar

Jeg opdagede i går, at jeg er slave af tiden. Det startede faktisk i weekenden, da armbåndsuret fik ujævn hjerterytme og gangbesvær.

Sekundviseren gik med underlige chassétrin, og de store visere sakkede agterud. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg i dagens løb kiggede på uret for straks at tænke ”Nå nej!”, men det var ikke så få.

Der ville nok gå lang tid, før jeg kunne lægge den vane af mig, og det afslører, at jeg er slave af tiden. Man skulle jo nødig komme for sent til møder og da slet ikke til frokost og fyraften.

Selvom det ikke gør ondt, er det lidt som at have hold i ryggen. Normalt går man ikke og tænker på, hvor besværligt det kan være at få sokker på og den slags, men når det først gør ondt, opdager man, hvor pokkers afhængig man er af den ryg.

Nu har uret fået nyt batteri, og jeg kan igen se, om tiden kræver noget af sin slave.

 

Til byen og hjem på ét klip

2 svar

Bussen holder nogle minutter foran banegården. Et par bumser vakler ud foran den holdende bus uden at ænse, at der kan komme biler.

De støtter sig til hinanden, og det er ikke lattergas, de er påvirket af. Mine tanker er påvirket af det forestående tandlægebesøg.

Midt på kørebanen forsvinder benene under den ene. Han kan ikke rejse sig ved egen hjælp, og makkeren med det vildtvoksende fuldskæg prøver at hjælpe ham, men svajer selv som en optimistjolle i stormvejr.

Den kuldsejledes ben er som kogt spaghetti, og bilerne kører langsomt udenom i en blød bue. Som i en komedie kravler bumserne stadig rundt midt på vejen, da bussen kører videre.

Der er knækket et stykke af en tand, så der skal bores og repareres med plastic. Det gjorde næsten kun ondt på pengepungen. Underligt nok er patientens andel af regningen altid nogle smukt afrundede kronebeløb, mens Sygesikringens har tocifrede primtal efter decimalen.

Før jeg tager bussen hjem, smutter jeg lige i Brugsen i Vingårdsgade. Kasseapparatet viser 101,50. Jeg stikker pigebarnet den tusse, som ikke var nok til tandlægen, og spør’ hende, om hun vil have en femmer.

Bagtanken er selvfølgelig at slippe for 98,50 i skillemønt, men pigen bliver forvirret og giver mig 100 kr. for lidt tilbage. Jeg klager med et smil. Ovenpå tandlægeregningen kan intet ryste mig, og så var det jo helt uforsætligt.

Da bussen passerer banegården, er bumserne væk fra kørebanen. Gad vide om de fandt ud af at kravle i én retning på tværs. Jeg er små 1500 kr. fattigere, men klarede det på ét klip.

Man bliver aldrig for gammel til at drømme

8 svar

Hun er 83 nu og går dårligt. De nye knæ kom aldrig rigtigt til at fungere. Hun skulle bevæge sig noget mere, men forfængeligheden hader rollatoren.

Det venstre øje er ramt af stær, og det er derfor svært at bedømme afstande. Alvorligst er det dog med hjertet. Kun en ny operation kan hjælpe, og det vil være farligt, har lægen sagt.

Var det ikke for hendes 87-årige boyfriend V., ville alt være helt uoverskueligt. V. er tunghør, men rask og rørig, og han køber ind og er praktisk. Han er en knag. 1½ times hjemmehjælp hver fjortende dag er slet ikke nok, hvis tingene skal fungere.

Hun vil så nødig på plejehjem, men ved at det jo nok bliver enden på det hele. Klarsynet fejler intet. V. kan realistisk set ikke blive ved, men hun håber inderligt, at det uafvendelige trækker ud.

Hun ville så forfærdeligt gerne besøge Kreta bare en allersidste gang. Bentøjet kunne man måske nok finde en løsning på, men sådan som hjertet skaber sig, ved mor godt, at der kun er én rejse tilbage, og den går ikke til Kreta.

Men derfor kan man jo godt drømme. Det bliver man aldrig for gammel til.