Hun er 83 nu og går dårligt. De nye knæ kom aldrig rigtigt til at fungere. Hun skulle bevæge sig noget mere, men forfængeligheden hader rollatoren.
Det venstre øje er ramt af stær, og det er derfor svært at bedømme afstande. Alvorligst er det dog med hjertet. Kun en ny operation kan hjælpe, og det vil være farligt, har lægen sagt.
Var det ikke for hendes 87-årige boyfriend V., ville alt være helt uoverskueligt. V. er tunghør, men rask og rørig, og han køber ind og er praktisk. Han er en knag. 1½ times hjemmehjælp hver fjortende dag er slet ikke nok, hvis tingene skal fungere.
Hun vil så nødig på plejehjem, men ved at det jo nok bliver enden på det hele. Klarsynet fejler intet. V. kan realistisk set ikke blive ved, men hun håber inderligt, at det uafvendelige trækker ud.
Hun ville så forfærdeligt gerne besøge Kreta bare en allersidste gang. Bentøjet kunne man måske nok finde en løsning på, men sådan som hjertet skaber sig, ved mor godt, at der kun er én rejse tilbage, og den går ikke til Kreta.
Men derfor kan man jo godt drømme. Det bliver man aldrig for gammel til.
Ups… tak. De ord gjorde mig meget, meget glad, og jeg håber da heller ikke, jeg er gået i stå, men…:
Jeg ville oversætte bøger, for der er så mange dårlige oversættere, og jeg ville bare bevise, at det kunne jeg gøre bedre. (Det kan jeg selvfølgelig godt nå endnu…)
Jeg når ikke at blive en god skiløber. Ville meget gerne. Har prøvet. Gik ikke. Startede nok for sent (først for fem år siden – noget med økonomi og sådan noget).
Jeg ønskede for 20-25 år siden at finde et lille sted langt ude på landet og prøve at være 100% selvforsynende i et par år bare for at bevise for mig selv, at jeg kunne dyrke og slagte og alt det der. Har nu erkendt, at jeg nok ikke længere gider prøve, men nyder tv-bonderøven og ønsker sommetider, at jeg var 30 år yngre og 40 år modigere.
Mere endnu, men dette er en kommentar og ikke et indlæg 😉
@ Ellen
Ja, sådan har vi alle noget, der ikke blev til noget eller ikke blev til det, vi håbede på.
Og så er der de ting, vi kunne engang, men som vi ikke kan mere eller er afskåret fra af den ene eller anden grund.
Det er fint, hvis man kan realisere sine drømme, men kan man ikke, er drømmene i sig selv nu ikke så tossede 😉
Det er flot, at hun kan være afklaret og blive ved med at drømme på samme tid. Hvor er det svært at erkende, at der er ting, man 100% ved, at man nu aldrig når. Det er der også for mig nu, og der kommer bare hele tiden flere og flere til, som årene går og skavankerne kommer.
Jeg håber, jeg vil være storsindet nok til at glæde mig over alle andres oplevelser, når jeg ikke selv kan opleve så meget mere.
@ Ellen
Hvad er det, du ikke når? Du synes da så sprudlende.
Min 85 årige mor (med mange alvorlige skavanker) drømmer også – og også umulige drømme, som hun ved aldrig går i opfyldelse, men hun kan slet ikke lade være… Jeg håber også at jeg kan drømme så længe jeg lever ellers tror jeg mit liv ville blive tomt og fattigt.
@ Benedicte
Fantasiens vinger svækkes ikke af alder alene. Der skal mere til. Heldigvis 😉
At drømme er vigtigt 😉
Og glemmer man at virkeliggøre nogen af dem, er det pludseligt for sent …
Synd for din mor 🙁
@ Per
Ja, ja og ja, men hun er afklaret.