Få ting kan hidse folk op som andres opførsel i trafikken, og færdselsloven krænker dybest set deres personlige frihed.

Som cyklist bekymrer det mig, når andre cyklister kører over for rødt, skyder genvej over fortovet og hvad de ellers kan finde på. Ved at gøre det uventede stresser de nemlig bilerne, og stressede biler er farlige – nogen bliver sågar hævngerrige.

Vi kan alle fortælle trafikhistorier. Om hvor få skolevogne der er på vejene, når man skal over fodgængerfeltet, om chikane, om mobiltelefoner bag rattet, om defekte lygter, om dem der ikke viser af osv.

De fleste biler kører vel egentlig pænt, men det er ikke dem, vi husker, medmindre de ligefrem gav afkald på deres ret for at vise hensyn.

Som cyklist er jeg allermest utryg, når bilerne ikke sætter farten ned på vej mod krydset, hvor de har vigepligt. Så bliver jeg nervøs og bremser.

Hvis alle cyklister gjorde det, kunne ca. 40 % af alle cyklistuheld undgås, men den stressede bil foran mig bliver irriteret, fordi den selvfølgelig havde set mig og bare ville demonstrere sin unikke bremseevne.

Men det kunne jeg jo ikke vide, for når jeg venter ved et fodgængerfelt, og den heller ikke der sætter farten ned, kører den netop videre uden at holde tilbage. Farten er bilens kropssprog, og stressede biler skræmmer mig.

Så kære medcyklist: Vil du ikke nok køre pænt og lade være med at stresse bilerne? Du er kun til fare for dig selv, men stressede biler er til fare for mig, og jeg kan ikke fordrage at blive dyttet af, fordi du kørte råddent, og fordi færdselsloven krænker den personlige frihed.