Endelig er jeg færdig med at male to af de fem kælderrum. Det tog længere tid end forventet, og jeg var tæt på at gå kælderkold.
Godt jeg ventede med projektet, til jeg kom på efterløn. Ellers havde det kostet mindst en sommerferie, for der er tørretid og 11-timersregel, man skal komme hviledagen i hu, at man holder den herlig, og ord som ”dækningsbidrag” får helt ny betydning.
Vores pendant til rydningen af Amazonas hedder haveservice. Der har været motorsavsmassakre i to dage, og jeg maler kælder.
Bøger i eksil
Som jeg tidligere har skrevet om, indhentede vi i sommers tilbud på en sanering af haven. Det er så omfattende et arbejde, at vi havde fået klimaaktivister på nakken, hvis det var foregået i Amazonas og ikke i Aalborg.
Lidt heldig har man lov at være, vi var imidlertid ikke så heldige med den tilbudsgiver, vi valgte.
Aftalen var, at arbejdet skulle udføres den sidste uge i august. Da tiden oprandt, og jeg ikke havde hørt fra dem, ringede jeg. ”Øh altså, nej, æh, det kan vi ikke.” Det ville først blive når vi kom hjem fra ferie sidst i september.
Ugen før ringede jeg fra Grækenland og fik bekræftet, at vi havde en aftale – han ville kontakte mig først på ugen.
Vi kom hjem, og da jeg ikke havde hørt fra dem fredag, fyrede jeg dem. Når et firma ikke kan holde simple aftaler og end ikke giver besked om, at noget er kommet i vejen, fordamper både min tålmodighed og min tillid.
Tiden går, og den løber, når den har travlt. Fortiden derimod er per definition tid, der er gået, men den kan alligevel indhente dig.
Indlægget drejer sig ikke om dette tilsyneladende paradoks, det pirrede bare min fantasi, men det handler om, at jeg har ladet fortiden indhente mig to gange på det sidste.
Cementfabrikken Aalborg Portland holder hvert år en fest for pensionister og efterlønnere omkring virksomhedens fødselsdag i oktober. I år fyldte fabrikken 130 år, og jeg deltog i festen for første gang.
Vi var omkring 165 tidligere ansatte plus ca. 20 stadig arbejdsramte afryddere og håndlangere. Virksomheden kalder det en ”ambassadørfest,” og det er nok ikke så tosset at betragte os som ambassadører – pensionister har også netværk.
Først var der tid til at besøge fabrikken inden for hegnet. Jeg forstyrrede de tidligere kollegaer i kontrolrummet og hørte om ting, der har ændret sig, og om problemer, der stadig er uløste.
Det er kun 10 måneder siden, jeg stoppede, men der er alligevel sket meget på den tid.
Derefter var der spisning, direktørens tale om rigets tilstand og samvær med de andre arbejdsfrie kollegaer. Det er både hyggeligt og underholdende at pudse minderne af. Min ene sidemand var kommet helt fra Bornholm.
For nu at leve op til rollen som ambassadør, linker jeg her til virksomhedens præsentation af sig selv.
Kan man abstrahere lidt fra de positive tillægsord, som naturligt nok findes i en præsentation af denne type, giver den faktisk et udmærket billede af cementproduktion og Aalborg Portland, som er en af landets sidste sværindustrier.