Tæt på kælderkold

Endelig er jeg færdig med at male to af de fem kælderrum. Det tog længere tid end forventet, og jeg var tæt på at gå kælderkold.

Maler

Godt jeg ventede med projektet, til jeg kom på efterløn. Ellers havde det kostet mindst en sommerferie, for der er tørretid og 11-timersregel, man skal komme hviledagen i hu, at man holder den herlig, og ord som ”dækningsbidrag” får helt ny betydning.

Der var dog dage, hvor jeg pjækkede, fordi det hang mig ud af halsen. Det kan man gøre, når man er sin egen arbejdsgiver.

Kælderen og kældertrappen henstod, som da vi flyttede ind (bortset fra det vi har stuvet derned). Væggene var halvmørke, og det giver meget mere lys, nu de er hvide. Det har pyntet.

De resterende kælderrum får vente, til der er kommet nye vinduer i. Det bliver en gang i det nye år, så lur mig, om ikke næste maleetape først bliver til næste vinter.

Lige nu mangler der kun nyt tæppe på kældertrappen. Det får vi en tæppemontør til, og så er 1. etape helt slut.

Jeg er glad for, at jeg igen kan nyde efterlønstilværelsen og gøre, hvad der passer mig. Det giver hverken oplevelser eller skrivekløe at tulle rundt i en kælder.

Musik til arbejdet

Det har været en fornøjelse at streame musik, mens jeg arbejdede.

Jeg har aldrig været den store radiolytter, så jeg kender kun få komponister, musikere og bands. Jeg er derfor på musikalsk opdagelsesrejse, og Tidal.com er god til at foreslå musikere og numre baseret på det, man har hørt.

En af mine nye flammer er Maria Dolores Pradera. Hun døde i fjor som 93-årig, og deraf kan man sikkert udlede noget om min musiksmag.

Den er absolut ikke til moderne musik med elektronisk fordrejede sangstemmer, der lyder, som var de optaget under vand. Nej, så lytter jeg hellere til Maria. Hendes stemme kunne klare sig selv, og det er ”stille” latinamerikansk musik med sprødt strengespil.

Teksterne er måske drivende sentimentale, men det generer ikke, når man ikke forstår spansk. Måske er det heller ikke så slemt. Google fortæller mig fx, at ”El Ciego” betyder ”de blinde”, og det nummer kan man (også) høre på YouTube:

Længsel

Det er da hyggeligt med jul, og hvad dertil hører, men de korte dage på denne årstid er ikke min kop te. Jeg får ikke ligefrem hulekuller af mørket, men jeg glæder mig til, at det snart vender.

Vi tager forskud på lysets glæder med en vinterferie på Tenerife, og der er også forsommerferien på Sicilien at se frem til. Flybilletter og lejligheder er på plads, det har jeg det bedst med.

Og nu vil jeg høre Mozarts klaverkoncert nr. 27. Det er den med ”Kom maj, du søde milde” i sidste sats.

/Eric

8 thoughts on “Tæt på kælderkold

  1. Ellen

    Det er rart med mere end én ferie i skuffen, ikke sandt? Det er så dejligt at have noget at glæde sig til.
    Mørketiden generer mig ikke så meget, måske fordi jeg ikke er arbejdsramt og derfor er hjemme mens det er lyst – og så har vi heller ingen kælder, jeg kan gå kold i …
    Jeg har lige hørt i dag, at fællessang og musik gør noget godt for en. For de fleste … Jeg er blevet underlig på mine gamle dage, for jeg opsøger ikke musik, og fællessangen kan jeg også fint undvære – tværtimod nyder jeg, at der er 100 % stille omkring mig, men det er John så ikke helt enig i …
    Jeg hørte engang en ‘afstressende’ cd med junglelyde. Jeg kunne slet ikke klare det – lydene både stressede og irriterede mig en del, men jeg tror det har noget at gøre med, at junglelyde skal høres i junglen og ikke på Ligustervænget.

    Svar
    1. Eric

      Det er nemlig rart med ferier i fremtidsskuffen 🙂 Vi har også reserveret værelse til en forlænget weekend i Sæby til sommer – her skal man være tidligt ude, ellers er alt optaget.
      Junglelyde er heller ikke min forestilling om afstressende musik. Streamingtjenesterne har masser af musik, der kalder sig selv for afslappende, men det meste, jeg har hørt, er dødkedeligt og fuldstændig uden nerve. Skal jeg slappe af, er stilhed nummer ét, og muzak i supermarkeder kan irritere mig voldsomt.

      Svar
  2. Lene

    Lykken er når man kan gøre noget færdigt. Og det er en rigtig god ide at tage det i etaper, for så kan man få den følelse flere gange 🙂
    Lige nu lytter jeg til julemusik fra et eller andet sted på nettet, hvor jeg kan høre det gratis. Men jeg skulle egentlig få Spotify installeret, den kan jo også det med at foreslå ny musik til en.

    Svar
    1. Eric

      Det med etaperne gør det også mere overkommeligt, når det ikke just er lystbetonet 😉
      Prøv da Spotify – det er nemt. Hos Tidal.com kan man også få en gratis prøveperiode.

      Svar
  3. Erik Hulegaard

    Der er noget stemningstungt og noget længselsfuldt over afdøde Maria Doloros´ sang, der minder utrolig meget om det portugisiske “fado-begreb”, som jeg har lytttet til ved mine besøg i Lissabon. – Nuvel, rytmen synes i fin symbiotisk balance til penselstrøgene i de mørke kældre, der næppe altid har været udført med den mest maniske energi.

    Måske kan den aldrende Maria Doloros, der nu formodes at blive akkompagneret af harpespil, genhøres, når den smukkeste af Kanarieøerne genbesøges på den årlige vinterferie. Der er mange maleriske steder på den smukke ø, malet af naturens kolorerede penselsstrøg og som ekstra bonus spreder solen lys og varme.

    Svar
    1. Eric

      Sammenligningen med vemodig fado er god, og jeg tror sågar, hun har en sang om “portugiserinden” og fado – eller også er det en anden, jeg har hørt.
      Turen til Tenerife bliver idel afslapning med spadsereture i den kønne by, Puerto de la Cruz, og så skal vi forhåbentlig svælge i solskin (og god mad, selvfølgelig!) 🙂

      Svar
  4. Stegemüller

    Hvor er det flot, at du er kommet gennem 2/5-dele og dermed 1. etape af kælderrenoveringen. Det bliver helt sikkert meget flot og lyst. Du må have gået dernede i dagevis, siden vi ikke har hørt fra dig (jeg er med på at du skriver, at den slags arbejde ikke ligefrem giver skrivekløe, men alligevel).

    Så er vi to, der glæder os til at lyset snart vender tilbage. Det kan mærkes allerede i slutningen af januar. Jeg prøver at holde mørket fra dørene (og hygge) med stearinlys og med rigeligt elektrisk lys. Jeg er jo en af dem, der kan få vinterkuller, så jeg skal ikke risikere noget.

    Om musik: Jeg kan helt følge dig i glæden over at finde musikken frem igen. Du begiver dig ud på nye veje, mens jeg hænger fast i det gamle. Fælles er glæden ved at lytte til noget, der giver en noget.

    Svar
    1. Eric

      Tilfredsheden ved overstået kælderarbejde er svær at skjule, og ja: Det tog sin tid, og især kælderhalsen var akavet, fordi der kun er få steder at stille en stige.
      Ja, det vender snart med lyset, og så går det heldigvis stærkt, men der er også langt!
      Udvalget hos streamingtjenesterne er enormt, og det er fornøjeligt at finde nyt såvel som gammelt; men der er sørme meget, man skal sortere fra!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.