Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Så er der bestilt snerydning

Så har jeg bestilt snerydning og saltning frem til 31 marts. Med 60 meter fortov er det en luksus, vi under os selv med glæde.

Sne

Fra vinteren 2009

Som jeg før har skrevet, var det sindssyge i gerningsøjeblikket, da vi købte en hjørnegrund, for i snerige vintre er det opslidende at rydde 60 meter fortov op til to gange om dagen.

Jeg husker med gru vinteren 2009, hvor fortovet var motionscenter i flere måneder. Billedet til højre er fra den vinter, og så vidt jeg husker, var 2010 ikke meget bedre.

I 2012 lettede vi mod Tenerife med en snestorm snappende efter haleroret. Stormen var varslet, så jeg havde forinden bestilt snerydning til lejligheden. Det var dyrt.

Belært heraf tegnede vi abonnement i vintrene 2013 og 2014 og nød de dage, hvor vi ikke skulle ekstra tidligt op for at skovle, men i stedet kunne tage tidligere af sted for at stride os på arbejde.

Af og til er det jo umuligt eller for farligt at cykle pga. sne og is, og så må man gå. Alt efter føret tager det 35-45 minutter.

For et par uger siden sendte jeg derfor mail til vores kære snerydder og skrev, at vi også i år var villige kunder. Men ak, han har droppet snerydning (uden at fjerne det fra sin hjemmeside), så jeg måtte ud på det hvide marked.

Læs resten

Punkteret

Da jeg skulle trække cyklen ud af garagen i går morges, var bagdækket fladt. Jeg måtte på den gamle cykel, men det var ikke så ligetil.

VæltepeterDer er bælgravende mørkt i garagen om morgenen, men heldigvis giver Batavus’ forlygte et kraftigt lys trods punktering. Jeg fik ”hestedækkenet” af de to gamle cykler og fik flyttet Helles, der selvfølgelig stod yderst.

Så slukkede Batavus for lyset. Det gør cykelcomputeren åbenbart efter nogle minutters immobilitet. Det vidste jeg ikke. Alt er så intelligent nu om dage, især når man mindst har brug for det.

Fumle, famle for at slukke computeren og tænde den igen. Nyt lys.

Gamle Centurion var halvflad på begge dæk. Den har stået og feset den af siden marts. Jeg forsøgte at pumpe, men Centurion har altid haft nogle knibske ventiler og nægtede pure at modtage luft.

Under anstrengelserne slukkede Batavus for lyset et par gange mere, men til sidst kom jeg af sted. Det var en hård tur på halvflade dæk, og pedaler der roterer med en lethed, som trådte man i flydende asfalt.

Læs resten

Med elcyklen på langfart

Jeg har vist sagt det før, men gentager det gerne: Elcyklen er det bedste, jeg har købt i mange år, og nu har vi rundet de første 1000 km.

BatavusJeg skammer mig ikke det mindste over at være lidt materialistisk, og når det kommer til elcyklen, Batavus, bliver materialismen nærmest frydefuld.

Det forstærker nemlig cykelglæden en del at få hjælp til at drive pedalerne, især når det går op ad bakke og i modvind.

Det blev ganske vist ikke til så mange fornøjelsesture denne sommer, dertil havde vi for travlt med at forberede os på håndværkernes invasion, men det skal nok komme, ligesom der kommer somre med bedre vejr.

I dag var Batavus og jeg på langfart for at besøge min mor. Det er en tur på ca. 16 km hver vej. Det kan gøres kortere, men for cyklister findes der behageligere omveje med mindre biltrafik.

Uvist af hvilken grund (manglende koncentration velsagtens) kom vi til at køre en ekstra omvej på 4 km, fordi jeg drejede forkert af i en rundkørsel på hjemvejen.

Heldigvis er der skilte i Nordjylland, som kan få kragerne til at vende, og efter et par kilometer fik vi at vide, at vi var på vej mod Hobro i stedet for Aalborg.

Så vi vendte om, og da der ikke er trængsel på cykelstien halvvejs ude på bøhlandet, kunne vi køre ugeneret i den (nu) forkerte side, til vi kunne krydse vejen.

Motoren skal ifølge loven slå fra ved 25 km/t. Sig det ikke til nogen, men Batavus slår først fra ved ca. 26. Gennemsnitsfarten for i dag var 22,5 km/t, og det er helt godt med de mange stop ved lysregulerede kryds.

Måske skulle man flytte til Hals? Hals Kommune, der eksisterede til kommunesammenlægningen i 2007, havde ikke ét lysreguleret kryds.

Da jeg parkerede Batavus i garagen og sagde tak for turen, fortalte den, at vi nu har rundet 1020 kilometer, siden vi mødte hinanden sidst i marts.

Vi skulle have mødt hinanden noget før, men sådan er der så meget, og nu ruller det bare for kærligheden.

/Eric