Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Malerier til fri download fra Statens Museum for Kunst

Statens Museum for Kunst har frigivet fotos af 158 værker, så de er udenfor copyright og frit kan bruges. I dag gik jeg på virtuelt museum.

Modigliani: Alice

Amadeo Modigliani: Alice, ca. 1918

Billedkunst fylder ikke meget i min hverdag og da slet ikke i mit budget. Jeg har vel kun besøgt 7 kunstmuseer i mit liv: Fire i Venedig, et i Urbino (Italien), Glyptoteket og så Aalborgs kunstmuseum en gang for maaange år siden.

Desto mere overraskende downloadede jeg i dag 4,6 GB billeder fra Statens Museum for Kunst. Jeg har før kigget online på museets side med værkerne til fri download, men nu ville jeg have dem over på DVD, så de kan ses på fjernsynets større skærm.

Det er en blandet landhandel, hvis man må sige sådan om kunst. Det er ikke alt, der siger mig noget særligt, men der er nogen værker, som falder i min uslebne smag, og det er et prisværdigt initiativ sådan at gøre ting gratis.

Billederne er udenfor copyright, så man må gøre med dem, hvad man vil, blot man angiver kunstner, værkets titel, årstal og Statens Museum for Kunst som kilde. Samtidig indgår billederne i Googles kunstprojekt.

Carl Bloch: Fra et romersk osteria, 1866

Carl Bloch: Fra et romersk osteria, 1866

Constantin Hansen: Et selskab af danske kunstnere i Rom, 1837

Constantin Hansen: Et selskab af danske kunstnere i Rom, 1837. Fra venstre ses maleren selv, Bindesbøll, Martinus Rørbye (1803-1848),Wilhelm Marstrand (1810-1873), Küchler, Ditlev Blunck (1798-1853) og Jørgen Sonne (1801-1890).

Eksemplerne på denne side er ikke beskåret, men droslet meget ned i størrelse og opløsning. Det lider de selvfølgelig under, men sådan er det med smagsprøver fra kunstens buffet.

 

Selvbedrag på Alpe d’Huez

For foden af Aalborgs Alpe d’Huez kørte en racercykel op på siden af mig, og fyren sagde: “Du er gonnok godt beskyttet!”

CykelhjelmJeg fører normalt ikke sadelkonversation med fremmede cyklister, men måske er det almindeligt sydpå, for dialekten var århusiansk eller måske fra Odder [Oijjer]. Både tiltalen og dialekten overraskede mig.

Men han havde jo lidt ret: 2 lygter både for og bag, cykelhjelm og neongul refleksvest. Som cyklist kan man ikke gøre meget for at beskytte sig, men ved at gøre sig synlig kan man mindske risikoen.

Det sagde jeg dog ikke, for på Aalborgs Alpe d’Huez skal man økonomisere med luften.

Så tilføjede han: ”Det ironiske er bare, at det som regel er de beskyttede, det går ud over,” og så trak han fra på den mørklagte racer.

Det svarede jeg heller ikke på. Hvorfor spilde luft på tåbeligheder? Der var to stigninger forude.

Man kan så fundere over, hvorfor nogen siger tåbeligheder til fremmede. Måske var det her et ubevidst behov for at besværge sikkerheden ved at køre uden lys og hjelm, som kom op i ham, da han så mig.

Jeg ved det ikke, og man skal heller ikke psykoanalysere enhver, som udstiller sit selvbedrag. Så fik man nok at gøre.

 

Søvnig søndag i provinsen

Springvandet foran det tidligere toldkammer
Jeg har lyst til lidt luft og tager cyklen ind til centrum, vejret er venligt. Jeg har ikke planlagt impulskøb, men vil bare slentre rundt og se næringslivet blomstre, nu hvor lukkeloven er afskaffet.

Men som ved fælles overenskomst er alle butikker lukket. Selv vandet foran den gamle toldbygning er der lukket for. Der er en åben slikbutik, men jeg er ikke taget til byen for at snolde.

Pølsevognen på C.W. Obels Plads er lukket, og det er skøjtebanen uden is også. Et skilt bekendtgør, at skøjtebanen åbner 1. december.

Byen er så død, at jeg savner muligheden for at gradbøje helt stendød. Hvorfor al den ballade om lukkeloven, når stort set ingen holder åbent, nu de må? Jeg skulle have valgt Østre Anlæg i stedet. Der sker der noget – ænder svømmer rundt og den slags.

Læs resten