Kategoriarkiv: Sundhed

Værdien af dårlige vaner

Man skal få sig nogle laster, mens man er ung og kan holde til det. Så har man noget at give afkald på, når sygdom og alderdom rammer.

Sundhed er den nye religion, og den har magtfulde missionærer. Ditten og datten er syndigt, og retter vi ikke ind, skal apostlene nok styre vores adfærd med regler, afgifter og mobning.

Mark Twain (fra Wikipedia)Ingen synes længere at tænke på helbredsværdien af dårlige vaner. Mark Twain beskrev den ellers i ”Following the Equator”.

Engang led han forfærdeligt af lumbago. Lægen gav op, men Twain helbredte sig selv ved kun at indtage vand i to dage og forsage alle laster som cigarer, whisky, kaffe, te og mad.

Derefter kunne han genoptage alle sine dårlige vaner. Twain fortsætter:

“It seemed a valuable medical course, and I recommended it to a lady. She had run down and down and down, and had at last reached a point where medicines no longer had any helpful effect upon her. I said I knew I could put her upon her feet in a week.

It brightened her up, it filled her with hope, and she said she would do everything I told her to do. So I said she must stop swearing and drinking, and smoking and eating for four days, and then she would be all right again. And it would have happened just so, I know it; but she said she could not stop swearing, and smoking, and drinking, because she had never done those things. So there it was. She had neglected her habits, and hadn’t any. Now that they would have come good, there were none in stock. She had nothing to fall back on. She was a sinking vessel, with no freight in her to throw overboard and lighten ship withal. Why, even one or two little bad habits could have saved her, but she was just a moral pauper. When she could have acquired them she was dissuaded by her parents, who were ignorant people though reared in the best society, and it was too late to begin now. It seemed such a pity; but there was no help for it. These things ought to be attended to while a person is young; otherwise, when age and disease come, there is nothing effectual to fight them with.”

En forfriskende historie, når man dagligt må drible uden om helsespalternes sundhedsrøgelse. Following the Equator og andre værker af Mark Twain kan downloades gratis fra gutenberg.org med risiko for motion af lattermusklerne.

/Eric

Jeg overlever formentlig

Det er dybt uretfærdigt, at man bliver forkølet fredag eftermiddag før weekenden. Erfaringen siger, at jeg overlever, men den kan tage fejl.

Jeg skal spare dig for en beskrivelse af symptomerne. De er velkendte og voldsomme, og jeg gør mit bedste for ikke at dehydrere i køkkenrullen.

Og for at det ikke skal være løgn, er vi begge ramt. Simultanforkølelse. Ingen til at pusle og trøste. Og så i en weekend, hvor vi sammen skulle nyde ugens otium. Det er dybt uretfærdigt, og man kan ikke engang give regeringen skylden.

En febril kraftanstrengelse har fået mig til tasterne. Ikke for at angle efter medlidenhed, den har jeg selv så rigeligt af, men erfaringen kan jo tage fejl, og så skal du vide, at det var pænt af dig at komme forbi.

Sørg ikke. Jeg har haft et godt liv, selvom det er lidt patetisk, hvis jeg skal drage mit sidste suk i en køkkenrulle.

 

Tvangsmedicinering af folk på sygedagpenge

Det burde ikke overraske, at kommunerne vil tvinge modtagere af sygedagpenge til at spise lykkepiller, men hvorfor ikke kalktabletter?

Tvangsfodring af gåsLænge har vi hørt vanvittige historier om, hvordan syge mennesker tvangsaktiveres, selvom de i sagens natur er uarbejdsdygtige pga. sygdom.

Kort sagt: kynisk og afstumpet kassetænkning.

Så det overrasker ikke, at samme system nu kræver, at nogle modtagere af sygedagpenge skal tage antidepressiv medicin, selvom de måske slet ikke lider af depression, og selvom medicinen kan have voldsomme bivirkninger.

Systemets gøren og laden er hinsides fornuft og proportionssans. Mistænkeliggørelse og chikane er blevet et mål i sig selv, som da arbejdsløse skulle sende mindst fire jobansøgninger om ugen i en tid med massearbejdsløshed.

På den anden side må jeg grine af tumpernes tro på egen autoritet i den aktuelle sag. Pillerne kan man da bare smide i skraldespanden.

For ganske vist er de kontrolfreaks i dagpengesystemet, men de har vel ikke tænkt sig, at man skal aflevere urinprøver som til dopingkontrol?

Eller skal sagsbehandleren proppe pillerne i halsen på folk, som når franske bønder tvangsfodrer gæs?

Og hvad er der i øvrigt galt med kalktabletter? De er meget billigere end lykkepiller, har ingen bivirkninger og har næsten altid en placeboeffekt, uanset hvad folk fejler.

P.S. Billedet af gåsen, der bliver tvangsfodret, er lånt hos www.all-creatures.org.