Hold i ryggen er et baghold

Der skal helst være hold i rygter, men hold i ryggen er et lumpent baghold, og jeg har en rigtig dårlig holdånd.

Tot og Æsel

Hverken Tot eller Æsel har rygproblemer

Skønt mit lændehold ikke er et elitehold på prolapsniveau, er det absolut ikke mit favorithold, for jeg er sat på bænken og kan fx ikke dyrke havearbejde.

Man kan så med god ret sige, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, men jeg var alligevel helst holdbar eller ryggesløs, for et forhold er næppe bedre end et baghold.

Selv når man sidder stille, skal man være agtpågivende og fx zappe væk fra tårepersere, for enhver bevægelse er en smertefuld holdkamp.

Det står mig ikke ganske klart, hvad der udløste holdindsatsen, men jeg så gerne en snarlig holdudtagelse.

Man skal holde sin ryg fri, skal man.

/Eric

Valgkampsallergi

Jeg er allergisk over for valgkamp og levebrødspolitikere. Mentalt får jeg røde og blå knopper, og høfebermedicinen hjælper ikke.

Valgløfter

Valgløfter

Jeg gør, hvad jeg kan for at undgå valgkampen, men den er så respektfuld som en telefonsælger og møver sig ind overalt.

For at sortere nyhedsstrømmen er man også nødt til at skimme overskrifterne, så man slipper ikke 100 %. Nemmere er det med valgtryksagerne, der ryger direkte i containeren og med ironisk respekt for miljøet måske genbruges som toiletpapir.

Det er trist, at man kan føle en sådan lede ved politikere. Bevares, jeg respekterer nogle få, men ellers kan årsagerne vel koges ned til, at de konsekvent kalder forringelser for reformer.

Det illustrerer så glimrende deres respekt for vores åndsevner. Som om sproglig glasur kan vende virkeligheden på hovedet.

Det er nok kernen i min lede ved valgkamp; at så mange politikere uden blusel forsøger at bilde mig noget ind, som de end ikke selv tror på. Jeg kan da huske, hvad de har gjort, og en valgkamp får mig ikke til at glemme.

Der er sikkert politikere, som går til valg med ydmyghed og visioner, men det er meget sjældent dem, der svinger taktstokken, når partierne udmønter deres politik i praksis.

Nå, men heldigvis er det snart overstået, og så kan det være, at man igen kan sige: ”Hvad er alternativet?” uden at blive misforstået.

Jeg skal nok sætte mit kryds, men valgkampen får ingen indflydelse. Jeg ved jo også knap, hvad de har snakket om, udover at det vist var noget med issylpolitik.

/Eric

Hjemmesidearbejde og nyt til Excel-nørderne

Et par dage er gået med at lave websider. Det er der ikke blevet støvsuget af, men man er vel også huslig, når man arbejder med hjemmesiden.

Grillet orata

Madbloggen har endnu så få besøgende, at det er til at grine af, men det til trods har jeg brugt masser af tid på et indlæg om siciliansk mad. Det var især billederne, der tog tid – at få dem behandlet, sat op med links osv.

Flertallet af alle mine besøgende kommer nu fra udlandet. Det er de engelske sider om programmering med makroer i Excel, der trækker dem til.

Det er ikke den sidste måneds ene besøg fra Malawi, de 2 fra Mozambique og de 3 fra Madagaskar, der batter, men med alle de andre og så nogle tusinde fra USA, UK og Indien bliver det til noget. Meget, faktisk.

Jeg havde ikke lagt noget nyt ud siden 21. februar, så det var på høje tid at ”udvide sortimentet” og lave noget nyt til verdens nørder.

Læs resten