Lindholm Høje

Efter onsdagens monsunregn trængte cyklen og jeg til at køre ud i det blå, og det blev en tur til Lindholm Høje som turist i egen by.

Torsdag blev det omsider vejr til en af de fornøjelsesture, jeg som nyslået efterlønner har fået tid til. Jeg har boet i Aalborg i næsten 60 år, så det var vel på tide at besøge byens største historiske attraktion.

Fra Lindholm Høje

Om Lindholm Høje

Og hvad er så Lindholm Høje?

Det er en gravplads på en bakke nord for Limfjorden, ca. 40 meter over havet. Her er flere hundrede skibssætninger og op mod 700 grave fra omkring år 400 til 1000. Der er også fundet spor af en oldtidsbygd.

I slutningen af vikingetiden blev hele området dækket af flyvesand og forladt. Det metertykke sandlag forseglede gravpladsen i ca. 1000 år.

Det var danselærerinde og amatørarkæolog Augusta Zangenbergs fortjeneste, at man blev opmærksom på områdets historiske værdi. I 1896 købte hun arealet for 200 kr. og startede udgravninger.

Handelen var dog ikke endelig afsluttet, og da udgravningerne havde afdækket flere grave, satte jordejeren resolut prisen op til 2000 kr., og så måtte Augusta træde ud af dansen.

Læs resten

Som du plejer?

For godt 10 år siden blev jeg kunde ved frisøren fra Irak, men så fandt jeg en anden for at reducere ventetiden. I dag vendte jeg tilbage.

FrisørskiltJeg tror, det er omkring 10 år siden, jeg første gang blev klippet af frisøren fra Irak, men det kan sagtens være mere.

Han tog 100 kr. for en herreklipning, og det syntes jeg var rimeligt for en klipning uden dikkedarer. Hvorfor tage til centrum og betale det tredobbelte eller mere, når frisøren fra Irak havde salon lige i nabolaget?

Efter ganske få klipninger spurgte han, når jeg satte mig i stolen: ”Som du plejer?”

Jeg nikkede og var tilfreds med resultatet. Når jeg gik, sagde jeg ”Farvel”, og han svarede med sin lidt syngende accent: ”Ha’ en goe dag!”

Sønnen tager over

I starten var senior alene om saksen, men så kom der flere kunder, og sønnen begyndte at hjælpe til. I 2015 (vistnok) blev senior syg, og sønnen tog over.

Nu var der travlt fra morgen til aften, og der var mindst to til at klippe, som regel tre. Måske fungerede det lidt som starthjælp for unge landsmænd, der var en vis udskiftning, men klippe, det kunne de.

Hvis det ikke var sønnen, der klippede mig, instruerede han på arabisk, så det blev, som jeg ville have det.

De var ikke flygtet for at ligge på sofaen; de knoklede 6 dage om ugen.

Læs resten

Valgkamp og politikerlede

Kun særlige kemiske substanser er så flygtige som valgløfter. Jeg får fnidder af valgkamp og gør alt at slippe.

Valgflæsk

Indpakket valgflæsk

Hvis Løkke havde udskrevet valg tre uger tidligere, havde det meste af valgkampen været overstået, mens vi var på bekvem afstand (Sicilien), men det hensyn viste han ikke.

Vover jeg nu at tænde fjerneren for at se bamser i Alaska, er der omgående valgflæsk, smask!, på skærmen, og er jeg for langsom på zapperen, stiger blodtrykket.

Jeg får simpelthen fnidder af valgkamp. Jeg kan ikke udstå vidtløftige løfter i tomgangs-loop, og sniksnak som tangerer intelligensfornærmelse.

Politikerne var bedre tjent med at aflyse valgkampen. Det ville spare kassen, de slap for at bryde valgløfter, og der blev plads til væsentlige nyheder i medierne.

I stedet kunne vælgerne så måle og veje kandidaterne på det, de har gjort. Det kan de nemlig ikke løbe fra.

Hvis de ikke har været valgt før, er der andre ting, man kan se på. Hvis du fx er bedrager og racist, er der mindst to kandidater, der med dom kan dokumentere, at I har noget til fælles.

Læs resten