Ny ældrealder | Fiktion #1

Vi har Liberaldemokraternes ældrepolitiske ordfører i studiet for at uddybe, hvad de vil med deres forslag til ældrereform og ny ældrealder.

Yngre ældreLars Smal-Hansen, tak fordi du kunne være med i dag.

Selv tak 🙂

Hvad vil I opnå med denne ældrereform?

Jo, det økonomiske råderum er alvorligt udfordret af, at ældregruppen vokser i takt med levealderen, og hvis vi skal sikre den fremtidige kernevelfærd og de helt nødvendige skattelettelser, må vi tænke ud af boksen og hæve barren.

Hæve barren?

Ja, det er indlysende, at en forældelse af befolkningssammensætningen ikke er holdbar fremadrettet, og derfor skal vi gennemføre de nødvendige reformer nu.

Hvad vil I gøre sådan helt konkret?

I vores optik er der brug for et helt nyt mindset, og som et af flere nødvendige tiltag vil vi indføre en officiel ældrealder. Når levealderen stiger, skal vi selvsagt også være unge og ikke ældre i flere år end i dag.

Kan du uddybe det?

Ja, i dag er det ret individuelt, hvornår man synes, at en person er ældre. Unge mennesker synes måske, at man er tudsegammel, når man har passeret 60, mens de lidt mindre unge måske har 65 eller 70 som ældrealder.

Og hvad …

Nej, lad mig nu få lov at svare. Udfordringen er, at ældregruppen vokser, og den bedste løsning er derfor at indføre en officiel ældrealder, som stiger i takt med levealderen. Så kan vi effektivt sikre, at ældregruppen ikke vokser ud af proportioner.

Og hvad forestiller I jer så, at denne ældrealder skal være?

Vi foreslår en officiel ældrealder på 75 år fra 2020 stigende til 90 i 2050.

Er det ikke bare det samme som at sige, at I vil hæve pensionsalderen endnu mere?

Nej, der er et afgørende mindset til forskel. Unge mennesker skal selvfølgelig ikke pensioneres, og med en officiel ældrealder er man per definition yngre, indtil man bliver ældre. Vi nytænker simpelthen pensionsparatheden.

Tak til Lars Smal-Hansen, og nu til vejret …

/Eric

1. april 2019

Det er en rigtig dårlig dag at blogge, for uanset hvad man skriver, tror folk, at det er en aprilsnar.

Selv hvis man bedyrer, at det er den skinbarlige sandhed, gnaver tvivlen som en pæleorm.

Hvem vil fx tro på, at jeg i dag har beskåret buske og planter og fyldt tre affaldssække og en container med haveaffald?

Så medmindre man vil bekræfte folks fordomme (så tror de på alt), er det ikke dagen at bringe falske nyheder.

Og det er egentlig sjovt, at på dagen, hvor falske nyheder er acceptable, vil kun få tro dem, mens mange på andre dage sluger den slags råt uden at bide i sandhedsværdien.

Det kræver selvfølgelig, at folk kender kalenderen. Fx tror Trump, at det er 1. april hver dag.

Nå, jeg må ud at løbe en tur.

/Eric

Et Dukkehjem og kinamad

Henrik Ibsens “Et dukkehjem” indgik i gymnasiets kulturelle tugt, og i går så vi stykket på Aalborg Teater – dog flyttet 140 år frem i tid.

Betty Hennings som Nora i 1879

Betty Hennings som Nora i 1879

Da “Et Dukkehjem” havde premiere på Det Kongelige i 1879, vakte det vild opstandelse i datidens patriarkalske samfund, fordi det ender med, at Nora går fra mand og børn.

Det var så kontroversielt, at der fra Tyskland kom krav om, at stykket fik en anden slutning, hvor Nora blev i sit hjem. Kvinderne skulle kende deres plads og ikke få fikse ideer.

Kender du ikke handlingen, er der en kort beskrivelse på Wikipedia.

Nu er der jo løbet meget vand i kønsdebatten de sidste 140 år, og Aalborg Teater har dygtigt puttet forestillingen i en tidsmaskine og sendt den frem til nutiden.

Der er mobiltelefoner og e-mails, Nora er ikke ”bare” hustru og mor, men også blogger og influencer (dette herlige nye ord).

Som ægte overklasseløg med velsmurt tilværelse har parret også en asiatisk au pair, med hvem de taler engelsk.

Handlingen er Ibsens oprindelige, men dialog m.v. er ført op til nutiden. At Nora går til slut kan umuligt være så kontroversielt som i 1879, men det er ikke uden punch.

Jeg vil ikke gå i detaljer, det fører for vidt, men selvom jeg kendte handlingen i forvejen, var stykket medrivende og stadig aktuelt, hvilket vidner om originalens substans.

Jeg var lidt loren før forestillingen, fordi jeg huskede, hvordan dukkehjemmet kedede mig i gymnasiet, men helt uden grund. Ikke kun fordi jeg er blevet ældre, men især fordi det er noget ganske andet at se et skuespil opført end at læse det.

Forviklinger

Vi har Ibsens samlede værker stående. Jeg købte dem antikvarisk (for en slik) for mange år siden, man er vel lidt af en samler.

Ibsens samlede

Jeg tilstår, at jeg ikke har ofret de samlede megen opmærksomhed, men digtene har jeg læst, og hvis nogen tror, at Ibsen kun var alvorstung Terje Vigen, kan de jo læse ”Forviklinger”.

Dette bittersøde digt starter som følger og får mig altid til at smile:

Der stod i en have et æbletræ;
det var dryssende fuldt af blomster-sné.

Der vimsed i haven en liden bi;
en æbleblomst han forelsked sig i.

Så misted de begge sin hjertero.
Men så forloved de sig, de to.

Læs resten →