At være ved siden af sig selv er en fast vending i sproget, men tilstanden har vidtrækkende konsekvenser, hvis man tænker over det.
Jeg har været ved siden af mig selv i dag, og så er der trangt i lænestolen, hvis jeg skal være her begge to.
Rent logisk må jeg også være ude af mig selv, når jeg er ved siden af, og hvor er jeg så, hvis jeg er mig selv nærmest? Kan jeg hvile i mig selv?
Det er afgjort sværere at blive enig med sig selv. Det fører nemt til diskussion og selvmodsigelser.
Til gengæld er en del gør det selv-ting fysisk nemmere – fx at bide sig selv i halen, lægge bånd på sig selv og hive sig op ved håret. Man kan også se sig selv i øjnene uden spejl, og man kan spille firhændig solo.
Men det er en underlig tilstand; selvransagelse får en ubehagelig korporlig dimension, og man kan vanskeligt passe sig selv og samtidig være sig selv nok. At realisere sig selv er dobbeltarbejde.
Det er faktisk så broget og uoverskueligt, at jeg omgående vil trække mig ind i mig selv.
/Eric
Hvad sagde jeg!