Tag-arkiv: Aalborg Teater

Til musical og i maskinrummet med GDPR

I går var vi i Aalborg Teater at se/høre The Sound of Music, men ellers er den sidste tid gået med hårdt arbejde i hjemmesidens maskinrum.

Cementfabrikken er en af flere sponsorer for Aalborg Teater, og for ikke så længe siden blev der udloddet nogle sponsorbilletter til The Sound of Music.

Helle deltog i lodtrækningen, men trak en nitte, indtil en af vinderne fandt en billig ferierejse, og vi kom med på afbud.

Jeg har ikke været i Aalborg Teater, siden jeg var knægt, jeg tror det var til ”Folk og røvere i Kardemommeby”, så det var en ny oplevelse.

Teatret er fra 1878 og ikke nær så flot som det nyistandsatte teater i Siracusa på Sicilien, der har omtrent samme alder.

Balkoner i Siracusas teater

Balkoner i Siracusas teater (Sicilien)

Men temperaturen i teatersalen var sandelig siciliansk: Der var drønvarmt og lummert, og for skuespillerne må det have været endnu værre.

Forestillingen imponerede mig. Den var flot sat op og med et humoristisk twist, man ikke finder i den berømte filmudgave. Skuespillerne var ikke i sang-liga med Julie Andrews, men de sang godt, og især abbedissen imponerede.

Det var en god oplevelse, og bagefter spiste vi på Taverna Zorba, som ligger lige om hjørnet. Marius havde det hedt ved grillen, men Helles lammekoteletter og min souvlaki var perfekte, og ripassoen var tempereret i fryseren.

I maskinrummet med GDPR

Som det nok er gået op for de fleste, er der kommet nye regler (igen!) fra EU om hjemmesiders beskyttelse af personlige oplysninger, cookies osv.

Jeg er helt med på, at giganter som Facebook, Google med flere skal begrænse deres høst af persondata, men samtidig bringer kravene millioner af hjemmesidesnedkere til fortvivlelse og koster ”almindelige” virksomheder milliarder.

Vi med personlige hjemmesider har ikke ressourcerne til at købe professionel hjælp, hverken til det tekniske eller det juridiske.

Det juridiske – altså hvad man er forpligtet til – kan man måske læse sig til, om end det er uigennemskueligt, men værre er det med det tekniske.

For hvordan hulen blokerer man for cookies, hvis det er det, man skal, fordi læseren siger nej?

Jeg har søgt vidt og bredt. Der er tusindvis af ”cookie consent bars”, der popper op med en besked om, at ”denne side bruger cookies”, men ingen af dem, jeg har set, formår at blokere tredjepartscookies på en måde, jeg kan finde ud af.

Bortset fra én, og den har jeg nu implementeret på alle mine ”almindelige” websider, som ikke drives af et udgivelsessystem som fx WordPress (blogs).

Det er et javascript, som med nogle tricks kan forhindre tredjepartscookies ved at blokere for de javascripts, der udløser disse cookies (fx Google Adsense eller indlejrede YouTube-videoer).

Det indebar flere dages redigering af mange, mange sider (tak for søg og erstat!), og efterfølgende tog det timer at uploade de reviderede sider.

Nu er det så på plads. Jeg lever næppe 100 % op til det uigennemskuelige regulativ, GDPR, men når der svømmer cookiefede laks rundt i cyberspace, er der nok ingen, der interesserer sig for småfisk med små synder.

/Eric