Tag-arkiv: Aviser

Jagten på den gode nyhed

Jeg forsøger at finde en god eller bare interessant nyhed på netavisernes forsider, men det lykkes ikke, selvom aviserne er momsfritaget.

BT vil vise mig billeder af kronprinsesse Mary på fødegangen, så jeg flygter i alfabetisk rækkefølge til Børsen, men det skulle jeg ikke have gjort, for her er Fogh favorit til posten som ny EU-præsident.

Hos Ekstrabladet er de radbrækkende news, at en er dræbt efter vild biljagt. Brian Sandberg er en fri mand, og Linse vasker bil med patterne. Jeg kender ikke Linse og foretrækker trods alt nok Mary foran linsen på fødegangen.

Læs resten

Regn og sludder i medierne

Der er så meget sludder i aviser og TV, at man ikke behøver at kede sig, når det regner. Man behøver ikke lede – det kommer helt af sig selv.

TV’s vejrudsigt starter altid med at fortælle, hvordan vejret HAR været. Det er lidt udsigtsløst, men selv finder jeg altid trøst i at høre, at det har regnet mere andre steder.

Således også i går hvor det regnede meget. Skærmtrolden rundede tilbageblikket af med:

“…men foruden at der så var regn, var der jo også mange skyer…”

Ja, de to ting har det med at følges ad, så decideret sludder var det jo ikke, men nu vi er ved det våde, bragte den samlede presse en Ritzau-historie om, at en haj har dræbt en surfer i Californien. Historien slutter med:

“Hajangreb er meget sjældne i Californien. Det sidste registrerede tilfælde var da en ældre mand blev angrebet på en strand i San Diego i 2008. Han overlevede angrebet.”

Mandens held var sikkert, at hajen var ude af sit rette element. Eller måske var det slet ikke en haj, men en strandsøløve?

Nå, nu må det godt snart holde op med at regne – jeg bliver så sludrevorn.

 

Min private græske ø og mediernes løgne

Jeg drømte straks om at få min private paradisø i Ouzohavet, da aviserne løgnagtigt skrev, at den græske stat ville sælge ud af sine øer.

Grækenland har over 2000 øer, hvoraf blot et par hundrede er beboede. Så jeg begyndte straks at studere kortet, da det forlød, at den græske regering ville sælge nogle stykker fra fallitboet.

Det kunne jo være fedt med min helt private græske ø, hvor jeg kan grille ged på stranden og vinke til de forbipasserende fiskerbåde.

Priserne startede ved 15 millioner. Det var sikkert for de mindste øer, men jeg behøver jo heller ikke så meget plads til min grill, og der er grænser for, hvor mange geder jeg kan spise.

Når der ikke går færger, er transport og forsyninger selvfølgelig en udfordring, men mon ikke man kan lave en aftale med nogle af Ouzohavets fiskere?

Bedst som drømmene tog form, kom så dementiet fra den græske regering. Historien var pure opspind. Grækenland sælger ikke sine øer.

Det viser bare igen, at nyhedsmedierne er dybt utroværdige. Intet kan man tage for pålydende. De citerer ukritisk hinanden uden at gøre det mindste for at verificere historien.

Det er ellers sandsynligt, at man efter et par telefonopkald kunne have bragt dagens bedste historie, nemlig at konkurrenterne løj om samme emne. Hvor er det beskæmmende uprofessionelt!

Så nu må jeg ud på det private ømarked.

Relateret:

Avisens løgn som fik sit eget liv