Så er det præcis et år siden, jeg skrev det første blogindlæg. I det skrev jeg bl.a.:

”Nej, jeg skriver simpelthen, fordi jeg kan li’ det. Helt for min egen skyld, som da jeg spillede guitar i enrum. Solonolo. Der er lidt dagbogsventil over det. Det nye er, at jeg gør det i en blog.

Hvorfor? For at prøve selvfølgelig. Der er så mange, der blogger, at der må være et eller andet ved det. Hvad det er, ved jeg endnu ikke, så derfor må det prøves. Jeg må se, hvor det fører hen.”

Endnu ved jeg dårligt nok, hvor det fører hen, men det med dagbogsventilen, og at jeg kan li’ det, holder stadig vand. Der er vel også et ønske om at dele. Det er også sjovt at konstatere, at der faktisk er nogen, der gider læse det. Vi er vel alle lidt forfængelige.

Da jeg selv begyndte at blogge, begyndte jeg også at interessere mig mere for, hvad andre blogger om. Jeg blev overrasket over mangfoldigheden. Der er interessante og vidende blogs, der er brændende engagerede blogs, der er hygge-nygge blogs, navlepillere, pubertetsbasuner og mange andre truthorn og bloggenrer.

Mest overraskede det mig nok, at der er så mange blogs, som lægger indvandrere og især muslimer for had. Nogle af disse blogs drøner selvbekræftende rundt på konspirationsteoriernes overdrev og kolporterer vanvittige løgnehistorier uden jordforbindelse. Man ved knap, om man skal ryste på hovedet af ondskaben eller lade sig skræmme af ekkoet fra tredverne.

Blogosfærens mangfoldighed spejler på sin vis samfundet, og man kan vælge at ignorere det, man ikke bryder sig om. I forhold til samfundet som helhed, er der dog sikkert flere af de skøre, som skriver.

Som f.eks. mig der siger tillykke med Dette og Hint. Nogen skal jo sige det, og om lidt puster jeg lyset ud.