Tag-arkiv: Breivik

Ukrudt og den højreradikale loge ORG

Ukrudt forgår ikke så let, og mens jeg lugede fortovet, tænkte jeg på den højreradikale loge, ORG, med dens patrioter i pæne borgerlige erhverv.

Redox offentliggjorde i går sin rapport om ORG, en højreradikal loge som i nogen grad hemmeligt har styret andre grupper på den ekstreme højrefløj.

Logens centrale personer er pæne mennesker i pæne borgerlige erhverv – forretningsfolk, militærpersoner, gymnasielærere, andre offentligt ansatte, journalister m.fl.

De er patrioter og hilser hinanden med ”Hil”. Nogle har en fortid i Dansk Folkeparti, og flere har tætte forbindelser til fx Den Danske Forening og Trykkefrihedsselskabet.

De forbereder sig på væbnet racekrig og registrerer ”landsforrædere”. Hooligangruppen White Pride fungerer i nogen grad som uvidende stormtropper og rekrutteringsgrundlag.

De er ikke mange, men deres tankegods ligner Breiviks, den norske terrorist som ikke ville vente på, at racekrigen brød ud – eller hvad pokker det var, han ville eller ikke ville.

De er sådan nogle pæne mennesker med pæne borgerlige erhverv.

 

Når målet helliger midlet

Historien er fuld af uhyrligheder, hvor målet helligede midlet, og der begås stadig uhyrligheder for utopiske mål, som aldrig nås.

Korstogene, inkvisitionen, Stalin, Hitler, Jonestown, Al-Qaeda, Guantanamo osv. Listen over uhyrligheder og uhyrer er lang, og nu er der tilføjet en nordmand, terroristen Anders Breivik.

Her er ikke tale om en enlig psykopat med et følelsesliv som hos et insekt. Tværtimod har han begået et ”manifest” for at beskrive målet og retfærdiggøre sine uhyrligheder. Målet, negationen af det multikulturelle samfund, deler han med andre fantaster, som næres af had og paranoia.

Mål, som helligede mord, grusomhed og lidelse, er aldrig blevet realiseret. De er forblevet utopi, hvad enten det var Guds rige på jord, det klasseløse samfund eller whatever.

Nok så mange hellige bøger og manifester kan ikke ændre, at de ”ophøjede” mål forbliver hjernespind om i morgen. Når ”målet helliger midlet”, er det på midlet, målet skal kendes, for midlet er det eneste virkelige, som står tilbage.