Tag-arkiv: Cavlingprisen

Radio der rykker – sammendrag af Tynells afsløringer

På P1’s hjemmeside kan man nu høre et sammendrag af de mere end 5 timers radiodokumentar, som indbragte Jesper Tynell Cavlingprisen 2009.

Jesper Tynell fik prisen for sin afdækning og dokumentation af urent trav i Beskæftigelsesministeriet, da Claus Hjort Frederiksen var beskæftigelsesminister. Det var ulovligheder, vildledning af Folketinget m.m.

Link til sammendraget her.

Vil man høre alle indslagene i fuld længde, er det også muligt via P1’s hjemmeside.

Hjortens virkelighedsflugt

Claus Hjort Frederiksen har fået travlt med at bortforklare de lovbrud, han havde ansvaret for som beskæftigelsesminister.

HjortI 5 år ville han ikke lade sig interviewe af Jesper Tynell, som i går fik Cavlingprisen for afsløringer af lovbrud og urent trav i Claus Hjort Frederiksens beskæftigelsesministerium.

Cavlingprisen har nu eksponeret sagen, og Hjorten har (sikkert modstræbende) ladet sig interviewe til bl.a. TV Avisen.

Her forsøger han at få ulovlighederne (her ulovlig fratagelse af kontanthjælp) til at fremstå som en gældende praksis, der så blev underkendt af ankeinstanser med en anden ”fortolkning”, hvorefter ministeriet ”rettede ind”.

Hjortens virkelighedsflugt! I sagen om den ulovlige fratagelse af kontanthjælp var der ikke tale om gældende praksis. Der var tale om en ny lov, hvor beskæftigelsesministeriet anlagde en mere vidtgående praksis, end der var hjemmel til.

Hjorten kørte også frem med forblommet tale om, at Kammeradvokaten havde godkendt lovligheden. Det prøvede han også at bilde Folketinget ind, og det var i øvrigt i sagen om ulovlig tvangsaktivering af sygemeldte. Herom siger Jesper Tynell:

”Undervejs i forløbet kunne vi påvise, at Claus Hjort Frederiksen havde vildledt Folketinget, da han gentagne gange oplyste overfor Arbejdsmarkedsudvalget, at Kammeradvokaten havde godkendt lovligheden af forsøget. Det viste sig efterfølgende, at ministeren udtrykkelig havde bedt Kammeradvokaten om ikke at undersøge netop det spørgsmål, men i første omgang på forhånd netop gå ud fra, at forsøget var lovligt. Det medgav Kammeradvokaten efterfølgende i et interview i Orientering.”

Jesper Tynell: ”Ministerens mindre demokratiske metoder” side 4.

Hjortens virkelighedsflugt får et komisk skær med hans freudianske fortalelse til Ritzau:

”Men der er begået fejl. En af dem er, at Den Sociale Ankestyrelse underkendte en lovfortolkning i Beskæftigelsesministeriet.”

Kilde: Information og Berlingske

I samme interview udtaler han:

”Det er et mirakel, at jeg er på fri fod, hvis man skal tro begrundelsen for Cavlingprisen.”

Det er typisk for hans gadedrengestil, for han ved jo godt, at det er noget ævl. Hvis han skulle bures inde, skulle der en rigsretssag til. Det kan sagen ikke bære, og DF ville alligevel ikke lægge stemmer til.

Nej, normal praksis er, at ministre med urent trav sættes fra bestillingen, når de afsløres og bliver en belastning for regeringen.

Det skete bare ikke her, tværtimod blev Hjorten forfremmet til finansminister. Lars Løkke ville i går ikke svare på, om han på baggrund af afsløringerne har betænkeligheder ved at have Claus Hjort Frederiksen som minister.

Et resume af afsløringerne kan læses i Cavling-komiteens begrundelse for valg af prismodtager.

Ubændig, som Høstens

Den kaadeste Vind,

Gik Hjortens Flugt fra Sletten

I Skovkrattet ind.

Christian Winther 1855, “Hjortens Flugt”

Claus Hjort Frederiksens ulovligheder og embedsmisbrug

Claus Hjort Frederiksen brød loven, vildledte Folketinget og misbrugte sit embede som beskæftigelsesminister. Nu er han forfremmet til finansminister.

Regeringen står for lov, orden og strengere straffe. Gør den ikke?

P1-journalisten Jesper Tynell får i morgen Cavlingprisen for at have dokumenteret, at Claus Hjort Frederiksen (V) i sin tid som beskæftigelsesminister

  • brød loven i en række sager
  • vildledte Folketinget
  • bestilte misvisende tal for at pynte på regeringens politik
  • (ulovligt) slettede belastende dokumenter, så de ikke kunne komme til offentlighedens kendskab

Man kan læse mere herom i Tynells egen metodebeskrivelse.

Godt gået af Tynell !

Det var dårlig smag at udnævne en beskæftigelsesminister, som åbenlyst foragter arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere som dovne pjækmåse, der skal chikaneres mest muligt (f.eks. med reglen om 4 jobansøgninger om ugen eller den ulovlige tvangsaktivering af syge mennesker).

Det er udsøgt dårlig smag, at han stadig er minister.

Det overrasker mig overhovedet ikke, at netop Hjorten har lavet ulovligheder og misbrugt sit embede, for han har noget af den samme magtfuldkommenhed og gå-på-vandet-attitude som Brixtofte.

Det overrasker noget, at den øvrige presse ikke har fulgt op på Tynells afsløringer før nu. Man skulle jo tro, at ulovligheder og embedsmisbrug var en god historie, men der var måske for lidt rødvin i skandalen?

Det burde overraske, at manden i dag er forfremmet til finansminister. Regeringen står jo for lov, orden og strengere straffe. Gør den ikke?