Tag-arkiv: Efterløn

Hamrende godt

Det er hamrende godt at være på efterløn, og jeg har skiftet den elendige, trådløse dørklokke ud med en dørhammer, der virker.

DørhammerJeg har længe sagt, at jeg er designet til at holde ferie, og det passer. Nu kan jeg tilføje, at jeg også er designet til efterløn – jeg har det hamrende godt!

Jeg nyder friheden til at kunne gøre det, jeg har lyst til, og det, jeg får lyst til at gøre, fordi jeg kan.

Fx tage bussen til centrum uden bestemt ærinde og gå på Café Klostertorvet, bestille en dobbelt espresso og tærte, og så blive spurgt om det skal være chokolade-, nødde- eller æbletærte?

Da blev jeg stum og filosofisk til mode i måske to sekunder. Livet byder på mange svære valg; den ene korsvej efter den anden. Bagefter skulle jeg vælge mellem vaniljecreme og flødeskum.

Caféens tjenere er unge, venlige og høflige. Jeg sætter stor pris på høflighed, høflighed forebygger konflikter. Tænk, hvor anderledes verden ville være, hvis fx Trump var høflig.

Læs resten

Synden er sødmefuld

Det er endnu meget nyt, det at være arbejdsfri, men så vidt så godt: Jeg nyder det med kættersk fryd.

Stopur

Stopur er vel passende for en efterlønner.

I dag bør man skamme sig, hvis man ikke arbejder. Sådan er det blevet: Samfundet er arbejdsmarkedsorienteret.

”Det skal kunne betale sig at arbejde,” er politikernes hovedsætning, og i bisætningen skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Medmindre man er rig, naturligvis.

Har man hverken formue eller job, er det syndigt som i gamle dage, og man skal den onde lyne mig gøre noget ved det, hvis man vil undgå ressourceforløb, nyttejob eller arbejdsprøvning.

Og så går jeg her, en arbejdsfør mand på kun 63 somre, og nyder at have reduceret det hellige arbejdsudbud ved at gå på efterløn.

Efterløn

Jeg skammer mig ikke det mindste, tværtimod er synden sødmefuld.

Tiden er min

Læs resten

Nedtælling

Der er syv arbejdsdage tilbage. Den forestående overgang til efterløn har fyldt så overraskende meget, at jeg bevidst har forsømt bloggen.

Man skriver jo helst om det, hjertet er fuldt af, men man skal ikke plage sine læsere, og derfor har jeg holdt mig tilbage.

For tankerne om den forestående efterløn har fyldt overraskende meget. Dagligt leder noget tankerne hen på, at det og det snart er slut eller snart bliver anderledes.

Der er så meget, man gør for sidste gang, eller gør for sidste gang mens man er i arbejde.

Det lå ikke i kortene, at jeg skulle lave cement. Kortene sagde noget om sprog og litteratur, og det spor fulgte jeg en tid, indtil jeg fik kolde fødder.

Havde jeg ikke skiftet spor, skulle jeg i dag forklare teenagere, at sammensatte ord aldrig, aldrig, aldrig kløves på dansk som på fx engelsk.

Få dem til at forstå, at sammensatte ord oftest har tryk på første led, at en rødspætte ikke er det samme som en rød spætte, og at en tysk lærer ikke nødvendigvis er tysklærer.

Læs resten