Man behøver ikke analysere statistikker for at konstatere, at priserne stiger, og det bliver garanteret værre endnu.

Inflationen stiger, men bliver næppe så høj som i Weimarrepublikken.
Jeg købte flybilletter til Sicilien i starten af februar, og foranlediget af energiprisernes himmelflugt tjekkede jeg forleden, hvad de samme billetter ville koste i dag. Siden jeg købte, er prisen steget 73 %. Tre og halvfjers procent!
Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg købte i tide. Der er nok en del ferier sydpå, som ikke bliver til noget nu, hvor rejsebranchen ellers troede, at det værste var overstået.
Det er selvfølgelig ikke givet, at billetternes fordyrelse kun skyldes energipriserne, men mon ikke de vejer tungt? Flyselskabet må gerne vente med at gå rabundus, til vi er kommet hjem. På forhånd tak.