Tidligere var øgenavne almindelige blandt arbejderne på cementfabrikken. De udtrykte både vid og bid, men kunne også være praktiske.

For år tilbage var var der langt flere ansatte på cementfabrikken end i dag, og når der nu var flere, som hed f.eks. Bent, var det praktisk at kunne skelne mellem Røde Bent og Stille Bent. Så vidste alle, hvem man talte om.

Andre fik mere underfundige øgenavne som f.eks. Aktuelt. Han var glødende socialdemokrat, talte meget politik og fik sit øgenavn efter den nu hedengangne socialdemokratiske avis. Hans faste makker, som var langt mere fåmælt, blev kaldt Tillægget.

Der var også ham, der aldrig blev kaldt andet end Hunden. Hvad det øgenavn egentlig kom af, ved jeg ikke, men da sønnen blev ansat, blev han selvfølgelig kaldt Hvalpen.

Baronen var smed. Det var Dobbeltsmeden også. Det var ham, der skulle lave alting to gange, før det var i orden.

Ti i 2 gik med udadvendte fødder, men kunne lige så godt være kaldt Ti over 2 efter højrefodens vinkel. Fotografen var fritidsfotograf, og Skipper var lystsejler.

Tin Tin havde tyndt strithår og lignede tegneseriefiguren, og Kim Mælketand var altid drenget glad. Børge Piv havde stemmen, og Pjevs var – ja, en pjevs. Røde Bent var i øvrigt stokkonservativ, men havde hårfarven.

Lars Råmel kørte altid ovnene kolde, og Lars Blok blokerede cyklonerne.

Fløde-Hans fortyndede ikke kaffen med snaps, men fik øgenavnet allerede som barn, da han var mælkedreng, og så hang det bare ved, selvom han slet ikke hed Hans. CampingVagn var nok mest et ordspil.

Min favorit er nok Astronauten. Han var første mand i rummet – mandskabsrummet selvfølgelig.

Det med øgenavne er ikke så almindeligt mere. Der er langt færre ansatte i dag, så det er nemmere at skelne mellem folk. Kulturen er nok også en anden end tidligere, hvor ordet “mobning” ikke var opfundet.

For nogle af dem, der blev spiddet, har det selvfølgelig ikke været lige sjovt; men jeg savner alligevel øgenavnene lidt og det folkevid, som lå bag.

/Eric