Der er mennesker, som straks skifter til arbejdstøj, når de endelig har fri fra arbejde. Det er gør-det-selv-folket.

De har altid gang i et projekt, og mindst en gang om ugen besøger de byggemarkedet og køber stumper eller nyt værktøj. Det er ikke fordi, det velholdte hus trænger, nej det er fordi, det gør dem lykkelige at save, skrue, skære gipsplader og sætte hylder op.

Når de ikke kan sætte flere hylder op, og hvert et træ er tapetseret med fuglekasser, sælger de huset, køber en rønne og starter forfra. Alternativt køber de et sommerhus, som trænger til en kærlig hånd og en hæk, som skal klippes.

Jeg beundrer deres virketrang, men jeg er ikke gør-det-selv-mand. Jeg lader helst andre gøre det. Livingstone havde også været velkommen til at udforske min baghave, hvis ikke tidsforskellen havde været en hindring.

Det var derfor med lede, jeg læste, at vi får skybrud fredag-lørdag. Sund fornuft dikterede, at vores gamle hus blev skybruds-tjekket. Jeg måtte gøre det selv.

Der var mistanke til et nedløbsrør, og det var ganske rigtigt blokeret i knækket fra tagrenden. Jeg fik knækket og tagrenden renset, men en test med haveslangen afslørede, at også afløbet er blokket. Jeg skilte nedløbsrøret af og prøvede at rense, men det stod alt for langsomt klart, at der må gør-det-for-mig-folk til.

Et par andre småopgaver kunne jeg klare, men frugten af dagens indsats bekræfter kun visdommen i Admiralens Vise:

“Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!”

Jeg er og bliver ikke gør-det-selv-mand, men bifalder varmt, hvis andre gør det.