Tag-arkiv: Håndværkere

Huletanker

At betragte verden er for tiden som at se en katastrofefilm – uvirkeligt. Jeg isolerede mig gerne i efterlønshulen, men der er et rend af håndværkere.

Forskalling

Forskalling

I sidste uge havde jeg besøg af taksatoren, og han vurderer, at vandet og følgeskaderne fra de skjulte rør på badeværelset er en ”dækningsberettiget skade”.

Tak for det. Det er ikke længere siden end 6. januar, jeg anmeldte skaden.

Læs resten

Mysteriet med de forsvundne nøgler

Et mysterium med forsvundne nøgler er opklaret, og vi behøver alligevel ikke at få hoveddørens lås lavet om.

Nøgle

Mens vi var på ferie, skulle håndværkerne rumstere, og jeg aftalte med hovedentreprenøren (herefter kaldet HE), at vi gemte en nøgle et bestemt sted, så de kunne komme ind, og inde ville der så ligge en nøgle mere, så de havde lidt fleksibilitet.

Hoveddøren har en trepunktslås, som skal låses med en nøgle, når man forlader huset, og da tømrerne var færdige fredag, lå den ene nøgle i entreen, men den, de havde brugt til at låse med, var pist væk.

Jeg kiggede i gemmestedet, jeg kiggede i den aflåste postkasse (som havde været det naturlige sted at putte den), men nøglen var ikke at finde.

Det fortalte jeg HE, og vi var enige om, at svenden nok tankeløst havde puttet den i lommen – det ville HE finde ud af.

Elektrikeren (underentreprenør) havde skiftet en stikkontakt med jordforbindelse (tre ben, forbindelse til jordspyd og alt det dyre) til en med huller til kun to ben.

Det var jeg ret mopset over, men HE bad mig om selv at kontakte en elektriker for at få rettet fejlen, da det var lidt svært for ham, nu hvor firmaet var lukket (der er jo nok nogen, der har penge til gode, gætter jeg på).

Elektrikeren kom tirsdag, låste sig ind med nøglen, der lå på det aftalte gemmested, og skiftede stikkontakten. Da jeg kom hjem, var nøglen pist væk.

Det kunne elektrikeren ikke forstå, for han havde lagt nøglen, hvor de havde taget den, sagde han. Det havde jeg ærlig talt lidt svært ved at tro, for hvem pokker skulle have listet sig ind i baghaven og snuppet nøglen fra gemmestedet?

Nu havde vi to nøgler ude at svømme og snakkede om, at vi nok skulle have låsen lavet om, når dette var overstået. Vi følte os utrygge.

I dag havde jeg så møde med HE. Der er et par fejl og mangler, som han selv vil udbedre. Og han havde i øvrigt fået nøglen, sagde han.

Jeg fortalte ham så historien om elektrikeren, og så viste det sig, at det var HE, der havde været her og havde snuppet nøglen, som elektrikeren havde lagt. HE havde jo fået at vide af tømrersvenden, at nøglen lå det sædvanlige sted.

”Jamen, så mangler tømrersvendens nøgle jo stadig.” sagde jeg. ”Gemmestedet var det første, jeg tjekkede i fredags, og den nøgle, du tog i går, er den, elektrikeren har brugt!”

”Har du kigget der og der?” spurgte HE.

Nej, det havde jeg virkelig ikke, jeg kan jo ikke vende hver en sten på matriklen.

Så gik HE ud på terrassen, og hen til et helt andet gemmested, som de havde brugt. Der lå nøglen, som tømrersvenden havde lagt i fredags, og havde det ikke været for HE, kunne den have ligget uopdaget i årevis.

Så nu er der styr på nøglerne, og vi behøver ikke få låsen lavet om!

HE kommer i morgen og laver selv det sidste. Han putter nøglen i postkassen, har vi aftalt.

/Eric

Turen til Italien

Med nogle få anstødssten var det en god tur, vi havde til Polignano a Mare og Rom, og det praktiske ved rejsen gik som smurt.

Polignano a Mare var et charmerende bekendtskab, en hyggelig, gammel labyrint af en by med masser at se på og rigtig gode restauranter.

Vejret var noget ustadigt, og det skortede ikke på byger, men når vejret var godt, var det også rigtig godt.

Lejligheden var fin, men som jeg antydede i et tidligere indlæg, var tagterrassen ikke det fristed, vi havde regnet med. Lydsiden på videoen herunder taler for sig selv.

Og på denne video kan du gå med på en tur i Polignano a Mares gamle by. Hvis du farer vild undervejs, skal du bare trykke Escape.

Til de sidste dage i Rom havde vi lejet en lejlighed, og det var et godt valg i stedet for hotel. Masser af plads og faciliteter, og lige ved siden af lå et udmærket pizzeria, hvilket især var praktisk søndag, hvor regnen væltede ned.

Da vi kom hjem til DK onsdag aften, var håndværkerne underligt nok ikke færdige. Det overraskede os noget, for så stor en omgang var det heller ikke.

Forklaringen kom næste morgen fra en af tømrersvendene: Entreprenøren har valgt at dreje nøglen om, og svendene havde været i fagforeningen, der vist vil begære konkurs.

Det sidste på nær nogle få detaljer blev lavet torsdag og fredag, så i al væsentligt er arbejdet færdigt, men der skal modregnes for forsinkelsen og de manglende detaljer.

Jeg har ondt af entreprenøren, for hvem tingene er vokset over hovedet, men det kan vi jo ikke gøre noget ved, og jeg er glad for, at vi med kontrakten og de udspecificerede beløb har fat i den lange ende.

Og nu skal der gøres rent og sættes på plads!

/Eric