Tag-arkiv: Julepynt

Julepynt og muslimer, konspirationsteorier og løgne

Bilkas juleudsmykning har ikke ændret sig stort i 20 – 30 år, men omsider har nogen konkluderet, at manglen på kristne symboler skyldes frygt for muslimer.

Hvis det skal tage så mange år at nå konklusionen, må man være usædvanlig tungnem. Hvis det var mig, ville jeg føle mig flov og absolut ikke skilte med min årelangsomme opfattelsesevne.

Andre har ikke den slags hæmninger. Således skrev f.eks. Hans Hauge den 29.11.08 i Jyllandsposten:

“Af frygt for muslimer har de to butikskæder besluttet at rense butikkerne for kristne symboler i anledning af julen.”

De nævnte butikskæder er Bilka og Brugsen.

Hans Hauge er lektor ved Aarhus Universitet og skriver hver lørdag “Hauges hjørne” i Jyllandsposten. Jeg har meget svært ved at tro, at han selv tror på det udokumenterede vås med “frygt for muslimer”, men hvad er hans ærinde så?

Konspirationsteorier og løgne

Folk kan for min skyld mene om muslimer og islam, hvad de vil, men hvis deres retorik i det offentlige rum baserer sig på konspirationsteorier eller bevidste løgne, er den dybt useriøs og uværdig.

Ved løgnagtigt at påstå, at forretninger og offentlige myndigheder gør dit eller undlader at gøre dat af “frygt for muslimer”, kunne det synes som om, agitatorerne netop ønsker at fremmane frygt for muslimer.

Et eksempel på bevidste løgne er det læserbrev i Jyllandsposten, jeg omtalte i indlægget “Avisens løgn som fik sit eget liv“.

Her skriver Niels Ryding, at England ydmyger sig: Oxford byråd har forbudt ordet “christmas”, og byrådene i Bournemouth og Salisbury henstiller, at man ikke bruger visse latinske vendinger, idet de er uforståelige for eller kan fornærme muslimer.

Det er simpelthen løgn. Det kan enhver let overbevise sig om ved at bruge en søgemaskine og sin sunde fornuft i få minutter.

Løgnene er ikke nødvendigvis fabrikeret af Niels Ryding, som i så fald helt ukritisk formidler dem i Jyllandsposten, men der er uomtvisteligt personer, som helt bevidst fabrikerer løgne og spind om muslimer og islam. Hvor skulle løgnene ellers komme fra?

Hvorfor de spreder den slags historier, kan man så fundere over. Én ting er i hvert fald sikker: deres formål er ikke at skabe eller deltage i en lødig debat.

/Eric

Forbud, forbudskulturen og julepynt

Danmark er et frit land, siger vi, men alligevel mener mange, at meget skulle forbydes.

Mange brokker sig højlydt, når noget bliver forbudt eller påbudt. Tænk bare på rygeloven og den tvungne brug af sikkerhedsseler. Så bliver der talt om “Forbudsdanmark” og indgreb i den personlige frihed.

Underligt nok var der ikke mange, der brokkede sig, da det blev forbudt at tale i håndholdt mobiltelefon, når man kører bil. Det forbud har mange bare valgt at ignorere.

Set i lyset af denne indignation og civile ulydighed, er det paradoksalt, at vi har en fast vending i sproget, som hedder: “det skulle forbydes!”

På Facebook er der ikke færre end 21 grupper, som hedder et eller andet med “forbydes”, og op mod 20 grupper går ind for, at noget skulle være forbudt. Meget af det er selvfølgelig noget pjat, men selv når vi pjatter, gør vi det med krav om forbud.

Så vi er mere end villige til at udstede forbud mod hvad som helst, bare det irriterer eller indignerer OS. Tolerancen er meget lille.

Politisk manifesterer forbudskulturen sig med Dansk Folkeparti (DF). DF har gjort “det skulle forbydes” til sit politiske program. Det er helt utroligt, så meget DF ønsker at forbyde, og “nultolerance” er et af deres yndlingsord. Jeg kan ikke på stående fod komme i tanker om noget som helst, de ønsker at tillade.

Selv et fantastisk tolerant menneske som jeg har en rem af huden. Jeg tilstår, at jeg har meldt mig ind i en Facebookgruppe, som hedder: “Ingen julepynt i butikkerne før 1. dec.!”

Mit samfundsmæssige alibi er selvfølgelig, at julepyntens lysorgie er et vanvittigt energifråds; men sandheden er, at jeg får kvalme af at blive julet om så længe og så meget, og jeg bliver så umanerlig træt af at høre munter julemusik i månedsvis.

Det skulle simpelthen forbydes!

/Eric