Tag-arkiv: Kanaler

Hvilket fladskærms-TV skal man vælge?

Plasma, LCD, OLED, 3D eller ADHD? Jeg står uden machete i en jungle af tekniske fremmedord og orker ikke at sætte mig ind i deres betydning.

FjernsynFjernsynet er kun 16 – 17 år gammelt, men skal allerede skiftes ud. Ikke kun fordi det har lidt svært ved at lystre fjernbetjeningen, men mest fordi flere og flere kanaler er pist digitalt væk eller er blevet grovkornede.

Vores TV er simpelthen overhalet af en teknologisk udvikling, som ikke er bagud kompatibel.

Egentlig tilfredsstiller nyhederne så rigeligt mit irritationsbehov, og jeg behøver ikke flere tåkrummende kanaler. Begrænset TV-kiggeri bevarer mit gode humør og helbred, for ”Vild med Vås” og den slags udsendelser er kritiske for mit blodtryk.

Men indrømmet: Ind imellem er der noget interessant, og så skal kassen kunne gengive det ordentligt, og når fruen interesserer sig for sport, skal der altså ikke være snestorm i Parken, når landet er ramt af hedebølge.

Men suk! Hvilket TV skal man så vælge? Jeg orker ikke sætte mig ind i betydningen af de tekniske specifikationer og finurligheder. Der skulle jo gerne gå år, før vi igen skal have nyt TV, og til den tid køber man sikkert bare en spraydåse med satellitfølsomme nanopartikler og maler en firkant på væggen.

På den anden side stikker det dybt i mig, at jeg vil have det rigtige til vores behov. Hverken mere eller mindre. Vi er nok nødt til at stole på forhandleren, men han skal kunne forstå vores behov og kunne oversætte det elektroniske fremmedsprog til dansk.

Men måske bekymrer jeg mig for meget. Jeg skal jo bare sidde og se på min flade en gang imellem.