Tag-arkiv: Karry

Karry skal kun svitses én gang

Overskriften kunne også have været: ’Brug kun ildfaste skåle og fade når du varmer karrykoteletter i ovnen,’ men den er lidt for lang.

I weekenden lavede jeg koteletter i fad med karrysauce, og det gav nem restemad i går. Helle købte for nylig nogle firkantede glasskåle, som er praktiske til rester: På med låget og i køleskabet, af med låget og i (mikro)ovnen.

Skålen med karrykoteletter røg i den lille bordovn, som har tjent os trofast gennem mange år, og så flød vi ud på terrassen og nød det gode vejr og udsigten til nem mad.

Når jeg skrev: ”røg i den lille bordovn,” var det i bred forstand, for da jeg senere ville se til maden, blev jeg mødt af røg i køkkenet.

Min første tanke var, at der af vanvare var blevet tændt for grillen, men nej: Glasskålen var knækket i to, og karrysovsen boblede lystigt på varmeelementerne i ovnens bund.

Yak! Behøver jeg sige mere?

 

Kan indisk karry vinde et skakparti?

Søndag lavede jeg karry til støtte for den indiske verdensmester i skak, Viswanathan Anand, mens jeg fulgte VM-matchens 2. parti.

Anand forsvarer i disse dage sin VM-titel mod den grumme Veselin Topalov på dennes hjemmebræt i Bulgarien.

Hvor Anand er en sympatisk gentleman, er Topalov efter sigende hverken sympatisk eller gentil. Lad den bedste mand vinde og alt det der, men jeg hepper alligevel på Anand.

For at støtte ham lavede jeg derfor indisk karry, mens jeg fulgte det andet matchparti. Anand ville nok synes, at min karry er lidt mat, men han skulle jo heller ikke spise den.

Med en bærbar og trådløst kan jeg følge partierne live i madværkstedet. Den bærbare får bare et hygiejnisk hjørne af køkkenbordet, og så er det som at være ved ringside, selvom man hakker løg osv.

Anand havde ofret en bonde, da jeg gik i gang. Kompensationen var uklar, men jeg er jo heller ikke verdensmester, hvilket bl.a. skyldes, at jeg aldrig har spillet en VM-match.

Mens jeg gav kødet kniven, svang Anand sit intellektuelle sværd, og da jeg svitsede karryen, begyndte Topalov at spille upræcist.

Da jeg lagde låg på, havde Anand vundet bonden tilbage, og da maden var færdig, var Topalov også mør og gav op.

Det var ikke så tosset en idé med karry. Jeg tror ikke, at den gjorde udslaget, men også i skak er det tanken, der tæller.