Når man ser på den store verden, var der ikke mange lyspunkter i 2015, men på vores, private hjemmefront gik det ikke så tosset.
Det var året, hvor vi fik den regering, de fleste havde frabedt sig. Det var året, hvor Grækenland blev sat under perspektivløs administration af en trojka uden demokratisk mandat. Det var året …
Nej, jeg skal skåne jer for mere, I kender listen – terror, krig, flygtninge, El Niño, rundbarbering af samfundets svageste, skandalerne i Skat osv. osv.
Så er det da godt, at der var lyspunkter i privatlivet!
Det var året, hvor vi købte elcykler og fandt glæde ved at cykle op ad bakke i modvind. Oh, man skal ikke forklejne den lykkefølelse, en hjælpemotor kan give.
Vi havde nogle gode ferier: Sicilien, København, Grækenland og Tenerife i nævnte rækkefølge, og mens vi var væk, blev der sat nyt køkken op, og stue m.m. blev renoveret. Havde vi tjent en tyver, for hver gang vi har sagt: ”Hvor er det dejligt (…)” kunne det have betalt regningen.
Det var året, hvor det for alvor væltede ind med læsere på mine websider om programmering i Excel. Der var også nogle kunder, som ønskede hjælp. Jeg lider hverken af falsk eller oprigtig beskedenhed og blev glad for tilbagemeldinger som denne:
”Hej Eric
Det er bare så tjekket !!!!!! GENIALT
Du er da noget af det mest professionelle jeg længe har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med.
Send venligst regning så vi kan få noget sommerferie.
Mange tak for hjælpen (…)”
Med hjælp af Excel fik jeg også klarhed over, at vi risikerede at blive fuldstændig til grin for vores egen pensionsopsparing, og vi fik minimeret de potentielle skader – vel vidende at intet er sikkert mod politikernes opfindsomhed i morgen.
Sidst, men ikke mindst, er der grund til at glæde sig over, at vi begge har en god arbejdsplads og et godt helbred. Bevares, det er ikke, som da man var 25, det mærkes, men til gengæld giver erfaring en behagelig, mental opdrift uden at være varm luft.
Jeg ser frem til 2016. Om ikke andet sker der med garanti noget, jeg kan vrisse over her på bloggen.
Så går tiden med det, og godt nytår til jer der gider læse med 😉
/Eric