Tag-arkiv: Måger

Kragerne på Leros

Indimellem går vi til Agia Marina, hvor de mindre færger lægger til. Agia Marina ligger på den anden side af borgen, så man skal op til Platanos og ned ad en stejl bakke.

Vi sætter os i parasolskygge ved færgelejet, får en cappuccino og glor på fiskerne, der ordner net, de håbefulde katte, og mennesker, der passerer.

Agia Marina

Flere af cafégæsterne venter på færgen, og det er mest turister, men der er også en del lokale. Ingen har travlt, og der følger vand med cappuccinoen, så man kan blive hængende, hvis man vil.

Caféen har en måge på sit skilt, men vi har endnu ikke set en levende måge her. Mågernes opportunistiske rolle varetages af krager. I hvert fald i Agia Marina, så det er ikke her, de vender.

Læs resten

Har fugle lugtesans?

Alle fugle lugter dårligt, hvis de ligger længe nok, men kun få arter har en god lugtesans. Måger og vistnok også krager hører til de sidste.

Måge (fra pdphoto.org)Jeg ved ikke meget om fugle, så der er en grund til, at jeg pludselig skriver om deres lugtesans.

En dag i juni flænsede ”nogen” vores affaldssæk, så affaldet lå spredt over fortov og forhave. Det var noget skidt, og jeg mistænkte mågerne.

Ugen efter var det naboens tur, og her så jeg banditterne i aktion. Det var måger og krager, og på respektfuld afstand stod alliker og skader og heppede i håb om at komme til fadet.

To dage senere så jeg på vej til arbejde hele tre sække, som havde været under behandling, og i morges var banden så i gang ikke langt fra min bopæl.

Det er tydeligvis en bande måger og krager, som har lært tricket og nu vil oplære deres afkom. Det er træls, men jeg kan kun beundre fuglene for deres opportunisme.

Jeg sendte et par spørgsmål til Aalborgs renovationsvæsen og fik meget hurtigt svar (Tak!). De var bekendt med, at det kan være et problem i sommervarmen, men kunne kun råde til at slå knude på affaldsposerne, før man smed dem i sækken.

Jeg tænkte først dumt: ”Hvad skal en knude hjælpe?” men så hviskede min langsomme opfattelsesevne: ”Lugtesans!” og jeg spurgte Google.

Jeg fandt hurtigt ud af, at kun få fuglearter har en god lugtesans, at måger hører til disse og vistnok også krager.

Så lærte jeg også noget i dag, og hvis nogen siger, at jeg ikke ved noget om fugle, kan de få en over næbbet.

 

Hvem tog skraldet?

I Guder for et syn der mødte os, da vi stod op i går morges: skrald spredt i forhaven og skrald spredt på fortovet. Hvad var der sket?

For at skåne skraldemandens ryg skal jeg bære affaldssækken ned til fortovet tirsdag morgen, men da mandag var helligdag, tænkte Helle fornuftigt, at renovationen kunne finde på at komme tidligere end normalt, og bar derfor sækken ned allerede mandag aften.

Det var pænt af hende, men pænt var der ikke tirsdag morgen: Sækken lå totalt flænset, og affaldet var spredt ud over fortovet og en god del af forhaven – et betragteligt område.

Store fugleklatter og skraldets udbredelse retter en bestyrket mistanke mod måger, som måske har fået en hjælpende kattepote til at slå hul på sækken. Nå, men jeg hoppede i noget kluns og klunsede affaldet over i en ny sæk.

En måge tager skraldet

Min første tanke kl. 05:50 var ikke at tage billeder af svineriet, så I må nøjes med den uskarpe måge ovenover. Til gengæld er vandet i baggrunden Canal Grande i Venedig.

I stedet for at nyde morgenkaffen måtte jeg altså feje kaffegrums og tage skraldet for, at mågerne tog skraldet. Jeg trøster mig med, at vores affald i det mindste ikke indeholder brugte babybleer.