Tag-arkiv: Miniferie

Miniferie i København, 2017

Vi har lige været nogle dage i København, og det er der nu kommet en rejsedagbog ud af.

Koncertbillet

Af det forrige blogindlæg om den utro kollega fremgik ikke, at flyveturen var i onsdags.

Tirsdag den 21. februar gav Andrea Bocelli koncert i København. Vi købte billetter og benyttede anledningen til at holde en miniferie i København, søndag til onsdag.

Februar er ikke den muntreste årstid, men nu gav det ligesom sig selv, og da vi har haft travlt på arbejdet, bød vi fridagene velkommen og forkælede os selv.

Jeg har efterhånden skrevet mange rejsedagbøger og heldigvis for det, for uden dem ville meget være glemt eller rodet sammen i erindringen.

Nu har jeg så også skrevet om den sidste tur til København: Miniferie og Bocelli-koncert i København.

Hvis du ikke kender Bocelli, er der adskillige videoer på YouTube. Bocelli er italiensk tenor i verdensklasse, og så er han i øvrigt blind. Koncerten i København var et led i hans Skandinaviensturné.

/Eric

Miniferie i Riga

Så er der købt billet til en miniferie i Riga i det tidlige forår. Der har vi ikke været før, og jeg glæder mig til at se den gamle hansestad.

Det er måske at stramme den at kalde april i Riga for forår, for vinteren har måske knap sluppet sit greb, men det er da bedre end marts – for slet ikke at nævne Sibirien (uha!).

Jugendstil i Tallinn

Detalje fra hus i jugendstil i Tallinn

Vi syntes godt om Tallinns gamle by i 2009, og jeg forventer mig lidt af samme skuffe med smukke gamle huse og gader med brostensstemning. En atmosfære man aldrig finder i nyere byer med deres beton, stål og glas.

Samtidig skal det blive interessant at komme til et land, der både er nyt og gammelt. Som i Estland må det have betydet meget for kultur og samfund at genopstå som nation.

Flybilletterne fra Aalborg via København var rimeligt billige, synes jeg, og hoteller i Riga er meget billige. Selvom vi forkæler os selv med et superior dobbeltværelse med balkon i byens historiske centrum, slipper vi med ca. 570 DKK pr. nat.

I København har vi betalt noget nær det dobbelte for værelser, der i sammenligning med dette var usle hummere, og hvor portieren sikkert havde udbrudt: ”Du må være fra provinsen!” hvis jeg havde bedt om balkon med udsigt til Istedgade.

Med måneder til turen er der god tid til at søge information og smugkigge med Google Street View. Jeg skal også have udset mig nogle kulinariske spi(d)skandidater blandt restauranterne i nabolaget.

Et nyt sted kildrer altid eventyrlysten, og det er rart at kunne se frem til nogle dage, hvor vi kan gå på opdagelse og forkæle os selv.

 

Om miniferien i Rom

Så er der historier fra miniferien i Rom: Om falske betjente, eksklusiv shopping, busserne der holdt op med at køre, det forkerte tog m.m.

De ømme fødders by

De ømme fødders by

Det blev ikke til en rejsedagbog fra Rom denne gang, men derimod nogle historier og glimt fra turen.

Selvom vi bare tullede rundt det meste af tiden, var der oplevelser i rigt mål. For eksempel udsatte falske betjente os for et (mislykket) svindelnummer.

Vi genså Trastevere og dets museum, og hjemturen blev til historien om busserne, der holdt op med at køre.

Borsalinos hatteforretning var ikke lukket op endnu, da vi kom forbi lørdag morgen, og det samme gjaldt de øvrige luksusbutikker i Via Condotti og omegn.

Da vi skulle til lufthavnen for at rejse hjem, kom vi med det forkerte tog. Det er bestemt ikke en historie, jeg er stolt af, men jeg bringer den til skræk og advarsel, og når enden er god er alting godt.

Nå ja, og så er der også historierne om Peter Papegøjes mindeplade, museumsbesøg i regnvejr, hjemløse, restauranter m.m.

Du kan læse historierne her: Miniferie i Rom