
Kender du følelsen? Du har været på en dejlig rejse og er kommet hjem, men det er som om en stump af sjælen ikke er fulgt med?
Forleden fiksede jeg billeder og videoer, og i dag begyndte jeg at arbejde med rejsebeskrivelsen – eller dagbogen om man vil.
Jeg har for længst indset, at hvis jeg ikke nedfælder indtrykkene, vil vi om ganske få år have glemt alt for meget samt rode rundt i, hvor og hvornår det nu var, at … Oplevelserne skal ligesom frysetørres for at bevare deres friskhed.
Selvfølgelig er jeg kommet hjem, men en stump af sjælen svæver stadig rundt som en satellit over Sicilien, og ind imellem stopper al aktivitet på moderskibet et kort øjeblik som for at tjekke, om der er forbindelse.
Det er slet ikke ubehageligt. Tværtimod, men undertiden lidt vemodigt.
Det er jo heller ikke sådan, at sjælen har en finit størrelse på fx 3 liter. Man kan sagtens rutte med den og deponere fragmenter her og der, den slipper ikke op af den grund.
På en måde er det faktisk, som om der bliver mere af den, når den sådan etablerer filialer rundt omkring.
Nu ved jeg godt, at “noget” er seværdigheder med stort S såsom Tycho Brahes kiste, Elvis’ underskole eller Peterskirken.
