Tag-arkiv: Oprydning

Oprydning og Hvad kan jeg blive

Jeg har ryddet op i kælderen i dag, og i en kasse med børnebøger fandt jeg en tidslomme, nemlig ’Hvad kan jeg blive’ fra 1975.

Jockey

Klik for større billede

Før vi får set os om, skal der nyt køkken ind. Derfor ryddede jeg op i kælderen i dag, så der er plads til det meste af det husgeråd, som skal gemmes af vejen, når tiden kommer.

Når man har en rummelig kælder, bliver man nemt god til at gemme og glemme, og en dag er kælderen pludselig ikke rummelig mere.

I dag stod den derfor på kasser med gamle børnebøger, skoleblade fra Helles gymnasietid og meget andet. Ud røg Kim-bøgerne, Lisa som tolk, Høegs Højskole, Den sorte hingst, hingstens efterkommere og mange andre.

Erhard Jakobsens felttog mod røde lejesvende var faktisk komisk, når man tænker på den sagosuppe af spejderideologisk bog-bras, datidens ungdom blev fodret med.

I en af kasserne lå også ”Hvad kan jeg blive,” Politikens Forlags erhvervsvejledning fra 1975. Den tidslomme røg ikke direkte i containeren. Læs resten

Oprydning, storskrald og bestiller-ordning

Når man ikke har bil, er det praktisk, at man kan bestille afhentning af stort affald, og når man gør, åbner en ny og venlig webside.

Redningsbåden køres gennem klitterne

Har man ikke bil, og var der ikke mulighed for afhentning, var stort affald omtrent så besværligt som det, de har gang i på billedet. “Redningsbåden køres gennem klitterne” af Michael Ancher, 1883 (SMK)

Når man har god plads, men ingen bil, har tingene med at hobe sig op i stedet for at ryge ud – i hvert fald her i huset.

Kælderen er derfor en veritabel kirkegård for computere, skærme, printere, tidsskrifter, et fjernsyn, skrammel, tøj og hvad ved jeg. Ude af øje, ude af sind.

Men efter renoveringen af udestuen rider vi på en bølge af energi, og da der er storskrald på mandag, tog vi fat i dag og fyldte sække med forskelligt brændbart.

Nu skal det være! Ordnung muss sein!

Containeren til genbrugspapir blev (igen) fyldt med gamle bøger og papirer, vi ALDRIG får læst. I dag var det fortrinsvis materiale fra studietiden.

Man trænger altså til at få ryddet op, når man kan finde en kuvert med stencils til en spritduplikator!

Storskrald tager kun brændbart affald nu om stunder, men 4 gange om året kan man bestille afhentning af andet stort affald (max 3 ting), og det er jo fin service.

Som det sidste pillede jeg derfor harddisken ud af en gammel PC, gik ind på skidt.dk og bestilte afhentning af 1 computer og 2 computerskærme. En ny side åbnede, og der stod:

Vi har modtaget din bestilling. Bestillerordningen holder sommerferie til og med uge 32.

Du vil høre nærmere fra os.

God sommer,
Aalborg Forsyning, Renovation

Fin service her i uge 42, og jeg takker for venligheden. Nu må vi se, hvornår de kan komme. Måske kan vi nå at bestille en afhentning mere i år. 🙂

/Eric

Hvad man dog gemmer

I dag skete noget skelsættende, som fortjener at komme på bloggen og blive en del af kulturarven: jeg fik ryddet op i gamle papirer.

Virusscanneren fik et flip, blokerede for et eller andet og insisterede på et boot-scan, hvorefter den gik i gang med at snuse intimt til hver eneste fil på harddisken.

Det fik den så lov til. Man surfer jo så meget, at der godt kan snige sig noget ind, som først senere kommer i virus-databasen. Livet er blevet farligt med Internet, NSA og den slags.

Jeg indså hurtigt, at scanningen ville tage rigtig lang tid. Jeg kunne selvfølgelig have startet en anden computer, men abstinenserne var ikke akutte, og inspireret af scannerens virketrang gav jeg mig i stedet til at rydde op i gamle papirer.

Læs resten