Når bøgerne står i to geledder på hylderne, har man enten for mange bøger eller for få reoler. I dag røg et par meter ud efter et nyt princip.

Bøger
At eje bøger beriger mig en særlig glæde, men alligevel har jeg før ryddet op efter det benhårde princip: ”Er det en bog, du vil læse igen?” Var svaret nej, røg bogen ud.
Alligevel har vi for mange bøger, for der er ikke plads til flere reoler.
Forleden slog det mig, at vi efterhånden har en del dubletter, nemlig bøger vi også har som e-bøger. E-bøger fylder ikke, og tilmed er mange af dem på engelsk (originalsproget), hvor mange af de ”rigtige” bøger er oversættelser.
Det var et enkelt kriterium, og i dag gik jeg i gang.
Adskillige af Chandler, Clavell, Dickens, Kipling, London, Marryat, Somerset Maugham, Sayers, Verne med flere røg ud efter dubletprincippet. Dashiel Hammett glemte jeg, men det er der råd for.
Lord of the Rings og The Hobbit var de eneste dubletundtagelser; det nænnede jeg ikke i dag, men det er et spørgsmål om tid.
En 20-30 Maigret-krimier af Simenon blev også containerføde. Ikke fordi jeg har dem som e-bøger, men fordi jeg ikke har læst dem i mere end 25 år og ikke kommer til det.
Et par vinbøger blev hældt ud. De vine, de omtalte, er for længst for gamle.
Jeg burde selvfølgelig have foræret bøgerne væk, men bøger er pokkers tunge, så når man ikke har bil, er den slags for besværligt. Hvis folk skulle have tilbuddet om at hente, ville vi have et rend i lang tid, og de ville rode. Bøgerne altså.
Nu står de skånede bøger igen i ét geled med en smule plads til tilvækst, overskueligt og med genoprettet alfabetisk orden.
Spørgsmålet er så, hvad jeg gør med de bøger, der står stablet i kælderen. Jeg får nok en lys idé, når jeg kommer på efterløn.
/Eric