Tag-arkiv: Ovn 87

Ovn 87 startes. 30 år på cementfabrikken #5

Aalborg Portlands største cementovn bygges færdig og startes i 1988. Jeg bliver fastansat som operatør i kontrolrummet.

Ovn 87 i dag

Ovn 87 i dag. Klik for større foto.

Mens jeg var i lære som operatør, blev ovn 87 bygget færdig. Ovn 87 er den dag i dag Aalborg Portlands (AP) største ovn, og den producerer klinker til grå cement – typisk omkring 4.500 tons i døgnet.

Jeg bliver fast operatør

Med ovn 87 fulgte computerstyring af processen, og det medførte senere, at jeg og flere andre blev faste kontrolrumsoperatører.

Nogle af de ældste operatører havde nemlig svært ved at forlige sig med moderne computerstyring og valgte at gå på pension, og med ovn 87 skulle der være en operatør mere i hver vagt.

Indkøring og oplæring

Da ovn 87 kom i drift, var der i CK2 en operatør til kridtgrav og slemmeri, en til ovn 84 + 85 og en til ovn 87.

Ovn 87 var en ny ovntype udviklet af FLSmidth (FLS), og de første måneder til og med garantitesten var der et team fra FLS til indkøringen.

Der var nogle muntre svende iblandt, og det skete mere end én gang, at en vagt sluttede med et besøg på Kroghs Vinstue i Islandsgade.

Så blev der kastet gris (et spil) og fortalt røverhistorier. Fyrene fra FLS havde været vidt omkring og kunne fortælle meget fra den store verden, men de ville afgjort hellere være i Aalborg end i Langtbortistans golde ørken.

Læs resten