Hvis jeg skrev, at katten er misfornøjet med plæneklipperen, kunne det skabe misforståelser hos folk uden misforståelse.

Enhver miskender ved, at katte ikke bryder sig om støj, men foretrækker stille og magelig hygge. Skønt plæneklipperen er elektrisk og derfor relativt støjsvag, må den larme voldsomt i følsomme katteører.

Jeg er ikke fri for at dele Tots antipati om end af andre grunde. Jeg har forklaret ham, at også jeg helst så plæneklipperen sove permanent i garagen, men at jeg ligger under for den småborgerlige tvangstanke, at græsplæner skal slås.

Det er sikkert begrebet ”småborgerlig tvangstanke,” der er for abstrakt for Tot. Han sætter sig nervøs i et hjørne af plænen, og når jeg så nærmer mig med uhyret, stikker han af efter måske at have gjort et kådt udfald mod den gule ledning.

Jeg ville ønske, jeg kunne give ham en god grund til, at plænen skal slås, men det kan jeg ikke. Der er sikkert havekyndige læsere, som kan hjælpe. Jeg klipper bare plænen, fordi det gør man – indrømmet.

Når roen igen har sænket sig, kommer Tot heldigvis tilbage. Han hilser kærligt og bærer ikke nag.

Det kunne vi mennesker lære noget af, for vi har det med at højglanspolere og konservere vores mishag, selvom det bare var en af hverdagens ”plæneklippere”.