Tag-arkiv: Rejse

Det var så den ferie

På udrejsen til en ferie kan man udholde de utroligste ventetider og tidspunkter, men når man skal hjem, kan det ikke gå hurtigt nok.

På rejsen til Riga var der 3½ times ventetid i København, men det tog vi i stiv arm, for forude vinkede eventyr og ferie, og så bliver man så mild i sindet.

Ferier er som gyldne drømme

Ferier er som gyldne drømme

Anderledes da vi skulle hjem. Selvom vi lettede fra Riga kl. 15 dansk tid og landede i Aalborg 18:30 efter kun 3½ times rejse, føltes hjemrejsen længere end udrejsen.

Okay, vi tog til lufthavnen i god tid, for vi gad ikke andet, da vi havde tjekket ud af hotellet. Der var tilmed underholdning i bussen: 2 russiske pyntedukker blev noteret for at køre uden gyldig billet.

Læs resten

Hjem til Siciliensvejr

Det er ikke så slemt at komme hjem, når vejret er så pragtfuldt. Det er jo næsten som at have Sicilien med sig i kufferten.

Man føler virkelig, at man er kommet hjem til Nordjylland, når man siger til taxichaufføren, at der har nok været godt vejr, og han så svarer:

”Jo, det har vi ik’ haft noe døj mæ.”

Græsset er blevet langt, men det må vente til i morgen, for det er alt for dejligt at slappe af på terrassen efter en lang rejsedag med vente mig her og vente mig der. Toget kørte fra Roms hovedbanegård kl. 07:22, og vi landede i Aalborg 17:05.

Men det har været det hele værd, skønt vi har misset æbletræernes flor. Nu byder solsorten velkommen, tak for det. Der er mere Caruso i ham end hans sydlige artsfæller, og det er rart at skrive på en computer med ordentlig tastaturgang og skærmstørrelse.

Naboen, haveelskeren, har lige været i gang med haveriven, og nu render han i pendulfart med vandkanden. Der er kvælende varmt i stuen, og alt står åbent for udluftning.

Sådan er der så mange små ting, og hvad skal man lave at spise, når man kommer hjem til et næsten tomt køleskab? Pasta selvfølgelig! Tomaterne i køleskabet har holdt sig, og vi købte 1½ kg moden parmesan i forgårs.

Der er rødvin i glasset – la vita è bella.

 

For skægs skyld

Der kommer et tidspunkt i enhver mands liv, hvor han må vælge, om skægget skal fjernes med barbermaskine, kniv eller skraber.

BarberknivNogen kan ikke beslutte sig og lader skægget stå, men jeg så fordelene ved det glatte ansigt og valgte barbermaskinen, da jeg afskyr tanken om snitsår.

Isenkræmmeren havde Braun og Philips, og valget faldt på Braun. Udtalt på tysk lyder det nemlig som en veltrimmet motor, mens ”Philips” får mig til at tænke på billedrør og den slags.

Jeg indrømmer, at det var en irrationel beslutning, men sådan træffes livets valg så ofte, og ofte går det jo godt alligevel.

Den første shaver barberede tilfredsstillende og holdt i mange år, før den brummende opgav ævred. Den næste var jeg også glad for, indtil jeg glemte den på Cypern i 2002. Jeg tjekker ellers altid, om vi har husket alt, men væk var den, da vi kom hjem. Mystisk.

Jeg måtte have en ny og lod mig friste af en dyr model med genopladeligt batteri. Batteriet var smart, men barberingen var ikke nær så tæt som før, og sammenlignet med den gamle brummer lød den nye shaver som en overgearet boremaskine.

Gåden om den forsvundne barbermaskine nagede mig i årevis, og jeg blev derfor meget glad, da jeg fandt den i en af kabinekuffertens obskure lommer. Der havde den forputtet sig siden 2002.

Så nu brummer den igen både ude og hjemme og får set noget. Som blind passager kom den også vidt omkring, men uden at se det mindste. Sådan går det nok ofte, når man ikke rejser for skægs skyld.