Så er der købt billet til en miniferie i Riga i det tidlige forår. Der har vi ikke været før, og jeg glæder mig til at se den gamle hansestad.
Det er måske at stramme den at kalde april i Riga for forår, for vinteren har måske knap sluppet sit greb, men det er da bedre end marts – for slet ikke at nævne Sibirien (uha!).

Detalje fra hus i jugendstil i Tallinn
Vi syntes godt om Tallinns gamle by i 2009, og jeg forventer mig lidt af samme skuffe med smukke gamle huse og gader med brostensstemning. En atmosfære man aldrig finder i nyere byer med deres beton, stål og glas.
Samtidig skal det blive interessant at komme til et land, der både er nyt og gammelt. Som i Estland må det have betydet meget for kultur og samfund at genopstå som nation.
Flybilletterne fra Aalborg via København var rimeligt billige, synes jeg, og hoteller i Riga er meget billige. Selvom vi forkæler os selv med et superior dobbeltværelse med balkon i byens historiske centrum, slipper vi med ca. 570 DKK pr. nat.
I København har vi betalt noget nær det dobbelte for værelser, der i sammenligning med dette var usle hummere, og hvor portieren sikkert havde udbrudt: ”Du må være fra provinsen!” hvis jeg havde bedt om balkon med udsigt til Istedgade.
Med måneder til turen er der god tid til at søge information og smugkigge med Google Street View. Jeg skal også have udset mig nogle kulinariske spi(d)skandidater blandt restauranterne i nabolaget.
Et nyt sted kildrer altid eventyrlysten, og det er rart at kunne se frem til nogle dage, hvor vi kan gå på opdagelse og forkæle os selv.