Tag-arkiv: Rugbrød

Rugbrød og svære valg

Livet er fuld af beslutninger. Selv noget så enkelt som at købe et rugbrød kan byde på komplicerede spørgsmål, som skal besvares hurtigt.

”Jeg vil gerne ha’ et hjemmebagt rugbrød.”

”Helt eller i skiver?”

Øh, er skiverne mon tykke, tynde eller tilpas? Det hele holder sig nok bedst, men jeg tager chancen og siger:

”Skiver, tak.”

”Bløde kerner eller grove kerner?”

Er de grove kerner mon hårde og ikke bløde? Er de bløde kerner mon ikke grove? Vil brødet med de grove kerner smuldre mere? Hvad er bedst? Er det lige meget?

Jeg kan ikke beslutte mig, er lammet, pausen bliver pinligt lang, pigen kigger spørgende på mig med armen strakt ud mod rugbrødshylden, hvor længe kan hun mon holde armen sådan uden at blive træt? En ny kunde stiller sig bag mig.

”BLØDE!” – næsten råber jeg.

”14 kr.”

Jeg lægger 14 kr. på disken, lettet over at der ikke var flere spørgsmål.