Tag-arkiv: Sprog

Bredbånd og andre bånd. Dansk er en svær en #37

Stofa ændrer uopfordret mit bredbånd fra 20/2 Mbit til 30/2 Mbit. Det klager jeg bestemt ikke over, men alt det med bånd er lidt forvirrende.

Selvom et transportbånd har en båndbredde på fx 180 cm, er det ikke et bredbånd, for bredbånds båndbredde måles i hertz, og bredbånd med stor båndbredde er normalt meget smalle.

Men det er ikke det eneste forvirrende.

Transportbånd kan ligesom snørebånd køre på kryds og tværs, men det gør ikke nogen af dem til korsbånd. Admiralen i visen har kors og bånd og stjerner på, men det er heller ikke korsbånd.

Nogle bånd er ikke så forvirrende, blot er betydningen ikke krystalklar.

Læs resten

En quiz om mus. Dansk er en svær en #36

Der er husmus, markmus og mange andre mus, men mest forvirrende er alle de mus, som slet ikke er mus, når det kommer til stykket.

MusDagens udgave af ”Dansk er en svær en” er en quiz, hvor du kan teste dine musesprogkundskaber:

  1. Er ledmus særligt lede mus eller mus med flere led (jf. ledorm)?
  2. Er en guldmus en mus med gyldent skind?
  3. Er humus mus, der bevæger sig hu hej, eller mus, man kommer i hu?
  4. Er hummus mus, der hummer sig, eller mus, der siger ”hum,” når de er i brunst?
  5. Er en musvåge en våge i isen for havmus?
  6. Er havmus markmusens maritime slægtning?
  7. Holder lakmus til i malerværksteder?
  8. Er katekismus religiøse eller fattige som kirkerotter?
  9. Er musaka blot et andet navn for mus (jf. aka: ”also known as”)?
  10. Er en musling en slags dværgmus?
  11. Er en mustang en tang til mus?
  12. Er muslim en pendant til fiskelim, som laves af gelatine?
  13. Er museskader rovfugle?
  14. Muskat – er det en kat med forkærlighed for mus i nød?

Svar:

Læs resten

Underlige ord. Dansk er en svær en #35

Dagens indlæg oplister nogle af de underlige ord, som ikke har den betydning, de kunne have, og som er med til at gøre dansk til en svær en.

  • Opliste: Stille opgang.
  • Landsret: Frikadeller.
  • Taburet: Nærmest det modsatte af en landsret – noget man ikke må spise.
  • Berberis: Isdessert fra Nordafrika, hvor berberne lever.
  • Snedige: Vinterfænomen.
  • Protest: Professionel afprøvning.
  • Profan: Professionel tilhænger.
  • Fyrretyve: Stjæler træer.
  • Duelig: Død due (flere typer lig her).
  • Duelighed: Om fugle der ligner duer.
  • Dejlighed: Om ikke-dej som ligner. Bruges hånligt om blege bagere.
  • Farlighed: Om søn der ligner sin far.
  • (Og mange flere lighedsord)
  • Kikse: Dobbeltkonfekt à la tit-tit.
  • Demograf: Illustrativ kurve.
  • Demokrat: Udstillingsbuske til nedsat pris i planteskolen.

Jeg har før nævnt forstanden, som rapper i de dybe skove, men den fortjener at blive nævnt igen, fordi den er så sjælden.

/Eric