Tag-arkiv: Telmore

Telmore og TDC har fået fingeren

Da det kom frem, at Telmore (TDC) tvang unge medarbejdere ned i løn, så jeg mig om efter en anden udbyder, og i morgen skifter jeg.

MobiltelefonDa jeg blev kunde hos Telmore, var det et selskab med fornuftige priser og service, og så levede jeg med, at det var ejet af TDC og de stygge kapitalfonde.

I starten af denne måned kom det så frem, at Telmore havde tilbudt ca. 80 unge medarbejdere at gå ned i løn og sige farvel til overarbejdstillæg, løn under barsel og barnets første sygedag.

Hvis de ikke tog mod tilbuddet, kunne de se sig om efter andet arbejde.

Vel er de unge nogle fjolser, når de ikke organiserer sig, så de kan undgå den slags, men det forargede mig alligevel, så jeg så mig om efter en anden udbyder, som havde et passende tilbud til sådan en som mig, der bare ringer i ny og næ.

Det gik i den forbindelse op for mig, at jeg betalte 29 kr. om måneden for at ringe ”gratis” til andre Telmore-kunder. Det lancerede de på et tidspunkt som en gratis service, og hvornår jeg er kommet til at betale, aner jeg ikke.

De har garanteret nævnt muligheden for at fravælge denne service i en af deres mange mails, som jeg næsten aldrig gad læse. Min dumhed, og snedigt af dem.

Men i morgen er det slut, jeg er blevet basis-kunde hos OK. Ikke blot dropper jeg Telmore og deres frastødende personalepolitik, men minuttaksten er næsten halveret, og det koster det halve at SMS’e.

Så lidt som jeg ringer, er det peanuts, jeg sparer, men jeg har det helt fint med at give Telmore og TDC kundefingeren.

Havde jeg energien, ville jeg i højere grad ”stemme med fødderne,” men her var det nemt – det hele kunne klares over nettet med lidt hjælp fra Dankortet. Så må vi se, om OK er OK.

/Eric

Minimumsforbrug ikke opnået

Det siger en del om mine telefonvaner, at jeg betaler for at snakke for lidt. Gebyret for ikke at sige noget er 7,50 kr. i kvartalet.

Hvert kvartal sender Telmore en mail, hvor der står, at jeg snakker for lidt og ikke har opnået minimumsforbruget på 50 kr. på min mobiltelefon.

Jeg fornemmer klart på tonen, at det er for ringe. Det er i hvert fald ikke noget at være stolt af. Kun tabertyper kan ikke opnå et minimumsforbrug, oser det af.

Jeg skal snakke for mindst 50 kroner, står der spidst, men selvom jeg snakker for lidt, lukker de ikke mit nummer. Jeg slipper nådigt med 7,50 kr. i ikkeopnåetminimumsforbrugsadministrationsgebyr.

Det synes jeg er billigt sluppet, og uden at sige for meget skammer jeg mig ikke spor. Før vi opsagde fastgebyrtelefonen hos TDC, snakkede vi for mindre end 20 kr. og betalte op mod 600 kr. i gebyrer. Hvert kvartal.

Så det er blevet væsentligt billigere ikke at sige noget, og det er ikke så ringe endda.