Mens politikerne fråder af terrorlovgivningsiver for at vise, at de har bukserne på, vil jeg bringe en banal og mindre sørgelig buksehistorie.

Hvornår jeg købte fløjlsbukserne, husker jeg ikke, men det må være mange år siden, og nu er de dukket op som deres eget arkæologiske vidnesbyrd.

Min garderobe udskiftes ikke overilet, så der er kun sjældent behov for at skabe plads i klædeskabet, og bukserne havde ligesom vundet hævd på at blive overset, indtil Helle opdagede dem ved en arkæologisk tilfældighed.

Fundet tåler selvfølgelig ikke sammenligning med guldhorn og vikingeskibe, men da bukserne er som nye, og der er noget tidløs halvfjerdsernostalgi over fløjl, måtte jeg simpelthen prøve, om de passede min nutidskrop.

Jeg er blevet lidt tyndere i toppen, men ellers har jeg ikke tabt mig gennem årene. Det er imidlertid ikke sådan, at piskefløde klæber til mine balder, så forsøget udsprang ikke af håbløs optimisme, og et par bukser har immervæk større brugsværdi end en ubåd i ørkenkrig.

Og de passede faktisk. Det er ikke de rummeligste julefrokostbukser i min garderobe, men de giver sig vel lidt ved brug, og måske endda så meget at der skal bruges livrem.

Det er første gang, jeg får et par gamle, nye bukser, og derfor skrev jeg denne historie om, at man kan have bukserne på uden at kræve nødret gjort til nationalret. Gør man det sidste, står man ret beset også ganske afklædt.

/Eric