Intet under at Grækenland er på fallittens rand. Deres færger ændrer sejlplaner non stop, så hvad kan man forvente af den økonomiske politik?
Grækerne har igen lavet om på færgens sejlplan. Altså den færge som skal sejle os fra den lille ø Tilos til Kalymnos eller Kos.
Første gang afkortede de ruten, så færgen ikke sejlede helt til Kalymnos, men kun til Kos. Okay, det kunne gå med besvær, men nu har de #%x&yz#! flyttet afgangen fra tirsdag til torsdag!
For at gøre forvirringen total påstår færgeselskabets hjemmeside stadig, at de sejler tirsdag. Det kan jeg tjekke på mandag ved at ringe, men jeg tror mere på de lokale på Tilos, når de skriver, at færgen sejler torsdag.
Så er det altså ikke nemt at planlægge noget som helst! Vi kan tage en færge tidligt søndag morgen lørdag nat kl. 04:30 eller vente til torsdag. Altså enten forkorte eller forlænge opholdet på Tilos med to dage.
Uanset hvad, kommer vi til at skuffe en udlejer ved at korte to dage af opholdet. Jeg tror, vi venter med beslutningen, til vi er på Tilos og har smagt maden. Til den tid kan fartplanen jo også være lavet om igen, igen, igen.
Renten på græske statsobligationer er nu over 40 %, og landet har fast kurs mod afgrunden. Måske er det derfor, de ændrer sejlplan hele tiden – så ingen kan finde ud af, hvornår de når kanten.
Det er sørme godt, de ikke styrer vejret – jeg glæder mig sådan til sol og varme!


