Tag-arkiv: Trafikuheld

Og hvad så med cyklen?

Efter gårsdagens kollision med en kassevogn og kørebanens asfalt kunne jeg i dag inspicere cyklen. Den var ikke så robust som mig.

Jeg skrev i går om mit korporlige møde med en varevogn. I dag fik jeg så et lift på arbejde og kunne inspicere cyklen i dagslys.

Jeg kan konstatere, at cyklen ikke er så robust som mig, selvom den er opkaldt efter noget så maskulint som en romersk befalingsmand, nemlig en centurion.

Kædeskærmen er knækket, baghjulet kraftigt ekset og kablet til håndbremsen kaput. Der skal også lidt skærmopretning og andet til. Det må cykelsmeden finde ud af. Centurion kunne transportere mig hjem i meget adstadigt tempo og er nu på rekreation.

Jeg tænkte, at hovsabilisten nok ville blive glad for at høre, at jeg er i ét (omend ømt) stykke, og nu er det jo også en forsikringssag. Så jeg ringede.

Han havde allerede indhentet forsikringsoplysninger, og det kommer næppe til at volde problemer. Han lød faktisk mægtig flink, og det var egentlig også mit indtryk i går, selvom alt var kaotisk på det tidspunkt, og vi begge var chokerede.

Han fortalte også, at hovsabilen har fået en ordentlig bule på forskærmen nær blinklyset. Det blev min ømme skulder meget glad for at høre!