Tag-arkiv: Våd

Jeg må se at blive tør bag ørerne

Jeg så skystriben nærme sig. ’Kraftig regn’ sagde DMI’s farvekode. Jeg vurderede, at hvis jeg tog af sted NU, kunne jeg lige nå det.

Som sagt, så gjort. Jeg pakkede i al hast, skiftede fra firmacykel til Centurion og trådte så det høje gear i cykelstiens overhalingsbane.

Indtil jeg blev stoppet af en mand, der havde parkeret bilen med højre hjulsæt på kantstenen. Det var en tidligere kollega, og der blev givet hånd, og snakket hvordan går det, og jo tak det går fint, og han havde fået nyt arbejde og alle tiders og super.

Jeg glædede mig på hans vegne, mens jeg skelede bekymret mod den blygrå himmelfront, som kom nærmere og nærmere, og efter ca. fem minutter afbrød jeg uhøfligt og sagde, at nu MÅTTE jeg af sted, hvis jeg skulle nå det.

Fem minutter før jeg nåede hjem, begyndte det at regne, og jeg blev våd. Temmelig våd faktisk, for i tillid til min timing havde jeg jo ikke taget regntøjet på.

Det var dumt. Jeg må se at blive tør bag ørerne.