Så er det slut! Mit drikkevand er ikke længere Danmarks mest velsmagende. Farum løb med prisen i år, men er det ikke lidt suspekt med velsmagende vand fra en økonomisk sump?

Som jeg før har skrevet om i “Danmarks bedste drikkevand”, blev mit drikkevand fra Vejgaard Vandværk i 2006 kåret som Danmarks mest velsmagende.

Den 22. september i år løb Farum så med prisen, og Vejgaard Vandværk var slet ikke blandt finalisterne. Det er jo svært at forstå, for vandet i Vejgaard smager ikke spor anderledes i dag, end det gjorde for to år siden. Det er stadig vandets grand cru, og jeg får en fugtig mistanke.

Urent vand?

Jeg undrer mig over, hvordan man pumper velsmagende vand op af en økonomisk sump.

For vandet i Farums anonymiserede flasker var vel ikke spædet kraftigt op med en af Brixtoftes gode vine? Farven på f.eks. en god Chablis kunne jo bortforklares med lidt okker og naturlige mineraler.

Dommerne er vinsmagere, og man kan derfor godt fatte mistanke om urent vand, når man læser følgende på DANVAs hjemmeside:

“I følge dommer Søren Leddet har Farums vand “alt, hvad en god vand skal have”, og han blev entusiastisk bakket op af sine meddommere.”

Læg mærke til det med den entusiastiske opbakning. Det lugter, gør det. Hvilken vinsmager er nogensinde blevet entusiastisk af et par glas vand? Man bliver højst trængende, gør man.

Udtalelsen “en god vand” er også en afslørende freudiansk smutter. Det hedder jo ikke “en god vand”, men “godt vand”. Men prøv at erstatte ordet “vand” med “vin” i dommerens fortalelse, og tingene falder nydeligt på plads.

Jo, jeg kan lige forestille mig, at Brixtofte nyder sit vand og brød med luerød næse og et smørret grin.

Nå, men selvom indicierne er tunge, kan jeg kan jo ikke bevise noget. Jeg må nøjes med at glæde mig over, at mit postevand smager, som det altid har gjort, og selvom det ikke længere kan kalde sig Danmarks mest velsmagende, vil jeg alligevel ikke bruge det til havevanding.

/Eric