Tag-arkiv: Windows

Hjemmeside og anden IT

IT kan være en tidssluger. Jeg har fået nyt webhotel til hjemmesiden, og i går gik Excel 2003 ned pga. en Windows-opdatering.

Moderne IT sparer masser af tid, men det kan sørme også være en tidssluger af rang. Det har det været for mig den sidste uges tid.

Excel 2003 crasher med Windows-opdatering 1803

For at starte med det sidste først opdaterede Windows 10 i går (build 1803), og jeg sagde nej til de fleste tilbud.

Fx har jeg ingen interesse i at tale til min computer, og flere af de andre tilbud lugtede langt væk af, at alle mulige privatoplysninger skulle gemmes på Microsofts servere.

Bagefter skulle jeg lave noget i et regneark, og da jeg ville formatere en cellevisning, døde Excel. Det gentog sig, jeg bootede, og det gentog sig. Excel døde bare uden afskedsord eller trøst til de efterladte.

Efter nogen søgning på nettet fandt jeg ud af, at andre havde samme problem, og nogen havde løst det ved at annullere opdateringen og gå tilbage til den tidligere Windows-version.

Så det gjorde jeg, og nu virker Excel 2003 igen. Det er dog uholdbart i længden ikke at opdatere Windows, så hvad gør jeg?

Vi bruger Office 365 på arbejde, og det er jeg temmelig træt af (især hastigheden og manglen på kompatibilitet bagud), så det ender nok med, at jeg må skifte til Open Office eller lignende. Det er trist for en inkarneret Excel-bruger.

Fra HTTP til HTTPS

Læs resten

Windows Update

Det tog simpelthen evigheder at installere programmet. Jeg ventede mindst to timer og minimerede så statusvinduet…

Den lille netbook havde i nogle dage tryglet om lov til at installere opdateringer, men først i dag havde jeg tid til holde den i hånden. Der var 15 opdateringer af forskellig art, og de første 14 gik sådan set pænt hurtigt uden indgriben fra min side.

Men den femtende tog bare evigheder! Jeg ventede nok to timer, mens den grønne fremskridtssøjle stod og pulserede i statusvinduet, hvor der stod, at Explorer 9 til Windows 7 var ved at blive installeret.

Det var da helt vildt, at det skulle tage så lang tid, tænkte jeg, men det er selvfølgelig et stort program, og det var nok på opdagelse. Jeg er privilegeret med mere end én computer og fik ikke abstinenser.

Først da jeg af en eller anden grund minimerede statusvinduet, kom en hidtil skjult dialogboks til syne. Den spurgte, om jeg ville installere Explorer 9 til Windows 7.

Microsoft, altså!