Bøger i massevis til ferien

Jeg tager et helt bibliotek med på ferien, men skal ikke betale overvægt af den grund. Gratis e-bøger til den bærbare vejer nemlig ikke noget.

Når jeg skal på ferie, er læsestof det tilbagevendende problem. Hvad jeg skal tage med? Det skal være noget, jeg gider at læse, der skal være nok til hele ferien, og samtidig må bøgerne ikke veje for meget.

Det problem er nu løst én gang for alle: På den nye mini-bærbare ligger ca. 550 mb bøger af 274 forskellige forfattere. Alt downloadet gratis fra Project Gutenberg.

Nu kan jeg svælge i verdenslitteraturen! Jeg kan tage til skatteøen med Stevenson, og jeg kan lege Robinson Crusoe en fredag. Jeg kan jagte vilde hvaler med Melville og sige ”Apport!” til Baskervilles hund. Jeg kan terpe jungleloven med Mowgli og slynge mig i lianer gennem Tarzans samlede værker.

Måske tager jeg på krydstogt med Odysseus og læser Herodots historie, mens jeg slapper af på dækket. Vil han have mig til at ro, kan jeg i stedet tage på jordomsejling med kaptajn Cook eller søge min egenarts oprindelse med Charles Darwin ombord på Beagle.

Jeg kan sværme med Rosseau og grine saftigt med Boccaccio. Jeg kan sågar bære Brontë op til Telendos’ stormfulde højder, men der sætter jeg nok grænsen. Så hellere banke nogle gallere sammen med Cæsar eller svinge kården med Dumas.

Jeg medbringer kort sagt digitale dynger af klassikere; men jeg skal nok have én rigtig bog med. Det er nemlig for ubekvemt at ligge i sengen med en bærbar.

Relateret:

6 thoughts on “Bøger i massevis til ferien

  1. Ester

    Jeg er bare vild med at læse bøger på min Ipad. Det er den bedste opfindelse, genialt. Den ligger bare der hvor jeg lægger den, den lukker sig ikke bladre ikke uventet, eller noget andet irriterende. Fej bare med fingeren og der er bladet. Så nemt. Aldrig har jeg læst så meget, som efter jeg fik min Ipad. Mangler mman en bog, så vupti, på nettet og download, så ligger der en bog lige klar. Den Ipad vejer ingen ting, det er så fantastisk. Simpelthen kan ikke rose det nok. Hilsen Ester

    Svar
    1. Eric

      Hej Ester

      Jeg kan sagtens følge dig, og det er kun et spørgsmål om tid, hvornår jeg køber en e-bogslæser. Men det bliver ikke et Apple-produkt.

      Jeg kan simpelthen ikke acceptere, at snerpede amerikanere fra Bibelbæltet skal censurere, hvad jeg må læse eller i øvrigt bruge af programmer på MIN computer, og jeg begriber ikke, at EU ikke griber ind med mega-bøder, som de fx har gjort over for Microsoft (hvor sagen dog ikke var censur).

      Mange er (mærkværdigvis) ikke klar over, at Apple censurerer, men en simpel søgning viser omfanget. Det er helt vildt, og de er bindegale.

      Svar
  2. Ellen

    Har du prøvet det før? Vist ikke iflg. dit indlæg…
    Jeg har meget svært ved at forestille mig læse bøger via selv den allermindste bærbare pc/notebook/NyDims.
    For jeg skal læse helst enten:
    Liggende i min seng og læse – både for at falde i søvn og for at vågne igen.
    Siddende i bilen, mens jeg lader mig transportere fra a til b til c….
    Liggende henslængt i en magelig stol, hvor jeg på ingen måde gider løfte en nok så meget letvægts-bærbar.
    Ideen virker god, men sidde foran en skærm og læse bøger har jeg godt nok lidt svært ved at forestille mig.
    Så hellere lydbøger, hvor jeg selv bestemmer min ‘læse’stilling.
    Eller har jeg bare misforstået hele dit indlæg og slet ikke fattet pointen?

    Det er jo nok vejen frem, men jeg aner visse ulemper 😉

    Svar
    1. Eric Bentzen

      @ Ellen
      Well, jeg forestiller mig noget med at Mini (som allerede indøvet) sidder artigt på mit skød og viser siderne i rækkefølge. Jeg tror faktisk, at solskin bliver det største problem (genskin osv.).
      Vi får se. Mulighederne er for store til ikke at prøve 🙂

      Svar
  3. Flora

    Hej Eric.
    Et lækkert link, du der kom med! Jeg skal på jagt efter gode titler, og jeg er spændt på, om det bliver et hit at læse bøger på computeren. Som du selv skriver, er det ikke helt fedt at gå i seng med den bærbare. Der er det ganske rigtigt mere bekvemt med en “rigtig” bog. Men det skal da prøves.
    Rigtig god ferie til jer begge!
    Kh Flora

    Svar
    1. Eric Bentzen

      @ Flora
      Ja, det er et ret fantastisk projekt, men der er selvfølgelig det aber dabei, at man skal være parat til at læse engelsk – der er kun få titler på dansk.

      Der er (suk!) endnu nogen tid til ferien, men tak alligevel. Jeg har bare svært ved at glæde mig i stilhed 😉

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *