Eksperterne taler om recession lige nu, men de har altid været bedst til at forklare det, de ikke forudså, når det kan ses i bakspejlet.
Cementovn
Selv morgentrafikken kan mærke, at det er ferietid. Der er så stille. På cementfabrikken er der også feriestille, men produktionen kører alligevel derudaf efter nogle magre år. Er krisen mon ved at vende?
Byggeriet er et følsomt konjunkturbarometer, og da finanskrisen ramte i 2008, gik byggeriet i stå som noget af det første. Cementforbruget styrtdykkede, og der blev stille på cementfabrikken.
Det førte til en fyringsrunde i januar 2009. Mere end hver fjerde måtte sige farvel. Mere end 1000 års erfaring gik ud af porten for sidste gang.
Sådan var det mange steder. Maskiner standsede, og fyringsrunder fejede over landet, mens regeringen gav skattelettelser og snakkede om behov for flere hænder.
I årene 2009 og 2010 kørte cementproduktionen på vågeblus, når den da ikke var stoppet; men i år synes det at vende. Siden frosten slap sit greb, har vi produceret næsten normalt. Okay, noget går til eksport, men det har bestemt taget en vending til det bedre.
Ligesom byggeriet var blandt de første til at mærke krisen, kan man håbe, at det stigende cementforbrug signalerer fremgang. Byggeri er tegn på optimisme og aktivitet.
Jeg ved godt, at eksperterne taler om recession lige nu, men de har altid været bedst til at forklare det, de ikke forudså, når det kan ses i bakspejlet.
Bevares, alt er skrøbeligt med gældskriser og bindegale Tea Party tosser, som kan kaste U.S.A. og verden ud i en ny krise i morgen; men måske er der alligevel grund til optimisme.
Man har da lov at håbe.
Allerede på overskriften tænker jeg “det må jeg liiige kommentere på. Økonomer er meget forskellige, og ikke alle nøjes med at se i bakspejlet. Ikke at jeg tror at jeg kan lave helt om på krisefænomenerne, men lidt har også ret, og det hjælper at skærpe tankerne ved at snakke om tingene.
Jeg er “whistleblower typen”, jeg blev tidligt opmærksom på at der var et stort hul imellem den trygge verden, som de voksne tilbød os børn, og så det mareridt, der havde eksisteret blot 1 år før jeg blev født – og også samtidig med mine første trygge år i daværende hjems rige varme. Jeg bliver vred, når nogen siger at “alt er godt” – der er så meget at tage fat på.
Der er noget gruppe-fænomen over “krise”; frygten for “dårlige tider” “lavkonjunktur” m.v. kommer op i os alle; men mangel på likviditet, eller krise, opstår når markedsmekanikken ikke fungerer, og det gør de ikke, når naturressourcer, landarealer/mineraler/brændstof er involveret, eller når omstillingsprocesserne tager lang tid. Der er økonomer, som allerede i 2003 forudsagde boligboblen – det er faktisk nemt: Når det koster mindre at bygge et hus end at købe et brugt (dårligere) hus, så er markedsmekanismerne sat ud af kraft. Så bør politikerne træde til: udstykke og rive ned/omlægge grund-udnyttelse, forbedre uddannelser, både teori og praksis, og ikke mindst sørge for rigelige lavrentelån til folk, som vil bygge (et byggelån kan være ret dyrt).
Hvis Euro-landene virkelig vil kurere krisen, så kan vi godt. Frygten for at nogen kommer til at betale mere end andre, burde vi kunne klare – måske ved ny-ordninger og markedsændringer.
Tak for kommentaren 🙂 Selvfølgelig er der også økonomer, der besidder almindelig fornuft – det var blot ikke dem, man hørte mest til i årene op til finanskrisen. Det var ikke nødvendigvis deres skyld.
Jeg er ikke økonom, men tør godt spå, at det er et spørgsmål om tid, før U.S.A. går på røveren med et brag. Man kan ikke i al evighed låne sig frem og samtidig betragte skattestigninger som noget syndigt.
Det med evne og lånte fjer kan jeg helt bifalde. Jeg arbejder i produktionen og ikke i salgsafdelingen, så jeg kender ikke kunderne, men jeg tvivler meget på, at det primært er offentligt byggeri, der tegner sig for stigningen.
Så skulle det være offentlige anlægsinvesteringer af hidtil uset omgang, og det er ligesom ikke det, vi hører klaveret spille.
Det er en vanskelig proces, al den stund at det er stort set umuligt af få lånefinancieret projekter, samtidig med at de bestående aktiviteter skal financiere, at rente er svagt stigende (godt nok fra et lavt udgangspunkt).
I min branche, landbruget, kommer der oveni, at ejendomspriserne er faldende, og derved falder den teoretiske selvfinancieringsgrad med krav om yderligere konsolidering til følge.
Min mellemste søn er murer, og er heldigvis i job, modsat mange af de han blev udlært sammen med; men næsten alt nybyggeri er offentligt. De private får stadig kun nødrepareret og ordnet forsikringsskader.
Der er langt i mål, når der så længe er levet over evne og danset i lånte fjer.
Krisen har været ved at vende længe… har de kloge sagt længe… men som Inge siger, skal vi have forbruget op, før det for alvor kan gå den rigtige vej. Jeg forsikrer, at jeg gør alt, hvad jeg kan, for at hjælpe 😉
Det er en træg proces, men selvforstærkende når den kommer i gang. For mig er det interessante, at jeg ikke som eksperterne behøver at vente på statistikkens bakspejl for at sige, at det går bedre med det konjunkturfølsomme byggeri.
Vi håber alle.. men hvis hjulene for alvor skal dreje igen, så skal vi forbrugere begynde at bruge penge igen.. og det gør vi ikke rigtig, vi sparer stadig mere op end vi bruger.
Min mand er landmåler og det er ofte dem der først mærker op- og nedturene.. De HAR fået mere at lave igen, men det er desværre ikke det private marked der er rigtig er kommet i gang endnu.
Det er sikkert rigtigt. Jeg synes blot, det er interessant, at der bygges mere, og at det måske er et forvarsel om, at tingene er ved at vende. Selvfølgelig skal der meget mere til, før man kan sige, at krisen er vendt.