Tidens gang på Telendos

Der er nogle år, til jeg går på efterløn, men hvis tiden gik lige så hurtigt hjemme som her, gik jeg snart rundt og sagde farvel til kollegaerne.

Bystranden på Telendos

Det er sgu’ underligt, for som jeg har sagt flere gange, sker der ikke rigtig noget her på Telendos.

Ifølge alle konventioner kan tiden kun flyve af sted, hvis man har travlt, og lediggang er roden til alt ondt, medmindre man udsætter den til i morgen, hvilket også er galt, hvis man kan praktisere den i dag.

Ovenstående gælder dog kun almindelige mennesker og ikke de få, der har råd til ikke at arbejde. Så vi må logisk set tilhøre sidstnævnte kategori, når vi er på ferie i Grækenland, om end det kun er forbigående.

Ildløs på Telendos

Som for at modsige mig selv, skete der faktisk noget torsdag. Ved 18-tiden udbrød der brand et stykke oppe på bjerget. Ritzau ville nok skrive:

”Tapre lokale bekæmpede de meterhøje flammer, inden ilden bredte sig med fatale konsekvenser for den knastørre vegetation.”

Basilikaruin og bjerget

Ja, vi oplevede det ikke selv, vi sad bare og gloede på udsigten den modsatte vej, men vi fik historien af en dansker, som også kunne vise billeder af flammerne og røgen.

Ja, skønt formummet bag solbriller blev jeg genkendt af en dansker nede på Ritas. Det må være det interview om computerskak til Familiejournalen for 30 år siden. Tænk på det, før du udtaler dig til ugebladene.

Min kilde fortalte også, at kirken har fået malet ny stensætning eller sådan noget, fordi der var bryllup for tre uger siden. Det er flovt at måtte indrømme det, men jeg har passeret kirken flere gange uden at lægge mærke til noget; for mig ser den altid nymalet ud.

Flere græske kager

Fredag kom morlil med flere kager i æske med sløjfe på. Der er ellers to cupcakes tilbage af den første portion, men nu er der ikke mindre end 16 14 cremebasser med chokoladeglasur i køleskabet. De har en sød tand, de grækere, men vi har ikke en chance for at spise os igennem 14 12 cremebasser, inden vi rejser videre søndag.

Græske cremekager

Kommunikationen med morlil indskrænker sig til nogle få enstavelsesord, hvor det vigtigste er ”tak,” men det kommer man også langt med. Hun er sød.

Nikos & Mikes

For tidligere Telendos-farere, der som os savner George’s Restaurant, kan jeg fortælle, at Nikos og familie ikke har planer om at komme hjem. De bor i Darwin i Australien, hvor der i øvrigt bor omkring 8.000 andre grækere fra Kalymnos.

Nikos arbejder i byggebranchen, men har skruet ned for aktiviteten efter noget hjertebøvl. Som tiderne er i Grækenland, kan det ikke undre, at mange foretrækker levevilkårene i Australien. Så I kan godt vænne jer til de andre taverner.

Min kilde er Mikes Tambouras, værten på SeaView. Mikes tager selv til Australien omkring 1. oktober. ”Tilbage til byggekranerne og sommeren!” siger han.

Anna er blevet derude igen i år, armene er slidte, og jeg tror, det er lidt af en ferie for Mikes at komme tilbage og passe SeaView i sæsonen. Her er familie og venner, og man kan hygge sig nede ved havnen i stedet for at knokle på en byggeplads i den australske bush, hvor de eneste lokale er dingoer og kænguruer.

Mikes svinger gerne svaberen, når der skal vaskes gulv, og siger selv, at han har godt af motionen: ”Jeg skal tabe 20 kg for meget øl!” griner han. Han har et godt humør.

Farvel til Telendos

I dag er sidste hele dag på Telendos. Vejret er klart, men der er en strid blæst, og det bliver vist svært at finde læ. Det er lidt synd for de Spies-rejsende, der kom i går som sidste hold i denne sæson, men vejret på denne årstid kan være ustadigt, og måske er det kun en enkelt dag.

I morgen tager vi færgen til Kos, og mandag er det tilbage til kulde, regntøj og cykellygter. Tilbage til kuren mod roden til alt ondt, tilbage hvor tiden løber af korrekte grunde, tilbage hvor man kan glæde sig til den næste rejse.

Relateret:

6 thoughts on “Tidens gang på Telendos

  1. Ellen

    Med den fart, de kager bliver fortæret, tror jeg din bekymring er grundløs 🙂
    Den hastighed tiden flyver med i en ferieuge, har noget at gøre med, at du netop har ferie, for sådan nogle går altid for hurtigt. På dag et og to har man stadig fornemmelsen af at have oceaner af ferietid foran sig, men lige pludselig er alle dagene gået alt for forbasket hurtigt.

    Svar
    1. Eric

      Nej, vi efterlod en 10-12 kager i køleskabet, men de er sikkert for længst sat til livs! Sjovt nok stemmer dine ferieerfaringer præcis overens med vores og ikke med, hvad man har fået ørene tudet fulde med.

      Svar
  2. Stegemüller

    Tusind tak for alle tidsbillederne fra Telendos; det har været som at være der selv.

    Der er ikke noget at sige til, at Nikos bliver i Australien, som tiderne er, kan han sikkert tjene det dobbelte for den halve indsats der. Men det er altså lige godt synd for de lokale taverner, at de har mistet konkurrencen fra Georges Restaurant. Der var ikke noget som at gå ned og spise der.

    Herhjemme er det blevet koldt og regnfuldt, mens I har været væk. I dag tror jeg nok, at det har regnet hele dagen.

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Velbekom Hanne. Ja, det er forbandet ærgerligt med Georges’, men bygones are bygones – det var godt, mens det varede.

      Det danske vejr er en af de ting, jeg absolut ikke glæder mig til, men pyt: Lige nu sidder vi i sommerantræk på en café i Mastichari – man skal nyde nuet. 🙂

      Svar
  3. Madonnaen

    Imponerende, at du er til at genkenkende efter et billede i Familiejournalen, du må holde dig ufatteligt godt.;-)

    Men med den menneskelighed, som man fornemmer, og det rolige tempo på øen, forstår jeg godt, hvis er lidt vemodige, når I ta’r derfra og skal hjem til den halvkølige, ‘grå’ hverdag i DK.

    Mange tak for dine dejlige beretninger, jeg savner Grækenland, men da gemalen både har flyskræk og KOL, kommer vi desværre nok ikke tilbage igen.

    Men Grækenland ligesom Rom tænker vi ofte tilbage på…..:-)

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Ja, så kan jeg godt se, at jeres bevægelsesfrihed er begrænset. Øv!
      Og ja, jeg ligner mig selv, men hvem skulle jeg ellers ligne? 😉

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *