Er erhvervserfaring relevant for et CV?

Et folketingsmedlem nævner ikke erhvervserfaring i sit CV, men bliver prikken, når jeg så skriver, at hun ikke har arbejdet.

Jeg har ikke været på jobsøgningskursus for nylig, men det er vel stadig kutyme at skrive i sit CV, hvad man har arbejdet med, hvis man da har arbejdet. Er det ikke?

I mange af de CV’er, man kan læse på folketingets hjemmeside, fremgår det imidlertid ikke, at den folkevalgte nogensinde har arbejdet med andet end politik, og den 7. januar skrev jeg derfor et blogindlæg om Folketingets beskedne erhvervserfaring.

I de fleste CV’er står der noget om medlemmernes arbejdsliv uden for politik, så når der ikke stod noget, konkluderede jeg, at vedkommende nok aldrig havde arbejdet. Man bør vel kunne stole på folketingets oplysninger til borgerne. 😎

Det kan man så ikke. Folketingsmedlem Birgitte Josefsen (V) fortæller i en blogkommentar, at hun arbejdede som sygeplejerske i en årrække, og beder mig rette fejlen.

Det har jeg selvfølgelig gjort, og jeg kan kun beklage, at oplysningerne på folketingets hjemmeside stadig er mangelfulde, og at det (som jeg læser Birgittes kommentar) ikke kun gælder hende.

Jeg forstår godt, at Birgitte bliver prikken over at få skudt i skoene, at hun ikke har arbejdet, for det lyder jo vældig negativt, og man ved aldrig, hvad kuglestøderen kunne finde på, hvis han stødte på nævnte indlæg.

Men så må det sgu’ undre, at nogle folkevalgte åbenbart synes, at deres erhvervserfaring er irrelevant for borgerne. Arbejdslivet (hvis de altså har haft et) fortæller ellers en del mere om deres baggrund, vandel og erfaringsbase end sange fra de varme lande.

Jeg finder det fx særdeles relevant at vide, om et medlem har en baggrund som lejesoldat, brugtvognsforhandler eller (uha!) bankdirektør. Når man vurderer et CV, er det i høj grad interessant, hvis relevant information er udeladt.

Ingen skal bilde mig ind, at image-bevidste politikere er uvidende om deres CV på folketingets hjemmeside, men måske trænger de bare til et jobsøgningskursus.

 

9 thoughts on “Er erhvervserfaring relevant for et CV?

  1. Donald

    Morsomt og meget interessant; men indlæggets grundlæggende tanke om erhvervserfaring rammer noget, som har plaget mig siden jeg var barn, noget, som jeg ikke er kommet over selv om jeg nu er røget ud på den anden side af erhvervserfaringen. Jeg burde kunne acceptere at man er tømrer, når man har en sav i hånden eller når man, som i gamle dage, havde hentet øl i tre-et-halvt år og derefter var blevet skældt ud for at holde forkert på saven. Når en af mine jævnaldrende blev ansat i en bank, så var han pludselig bankmand. En medicinstuderende var en slags læge. Jeg underviste, så var jeg lærer.

    Men det passer jo ikke. Man definerer sig i forskellige roller, og det er bedst hvis man kan rumme alle rollerne, alle identiteterne. Hvis man er i stand til at sige “jeg er far til to, jeg har arbejdet med musik, jeg har været chauffeur i 3 måneder, jeg har undervist – (etc.)” så er det et lidt skarpere billede, man giver af sig selv.

    Nå det var jo egentlig ikke det, som indlægget handlede om, det må du meget undskylde. Jeg synes det er vigtigt at man medtager erhvervserfaring i et CV. Klart nok 🙂

    Svar
  2. Ellen

    Jeg ville også umiddelbart mene, at det var vigtigere, hvis cv’et blev rettet andetsteds end her på din – undskyld: jeres liste.
    Tror damen mon ikke, at du selv kan finde ud af at skrive din blog? 😉

    Svar
    1. Eric

      Hvad hun tror, ved jeg ikke, men jeg ved, at man som politiker aldrig, aldrig aldrig må brokke sig og være tvær, fordi man uvægerligt bliver til grin eller taber ansigt.

      Det står i politikerskolens ABC.

      Svar
  3. Gowings

    Med den dybeste respekt for nærværende blogs kvaliteter, så må Birgitte Josefsen være meget opmærksom på sit Google image når hun ligefrem farer i blækhuset i kommentarfeltet her, istedet for at brokke sig til folketingets Webmaster. Alternativt kunne hun beklage ikke at have opgivet denne relevante information på sit CV.

    Svar
  4. Inge

    Ja de gange jeg har været med til at ansætte nogen, har deres erhvervserfaring haft ret stor betydning.. Bankdirektører og folketingsmedlemmer har jeg nu aldrig set i bunken.. Måske gider de ikke IT branchen… 🙂

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *