Pas på vægten

Pas på vægten
Jeg er på badevægten ca. 20 gange om året, og undertiden viser den for meget. Der er jo en grænse for, hvad kuffert og håndbagage må veje.

I dag var der ikke overvægt, og bagagen slap for at tabe sig. Politikere derimod passer ikke på vægten. Tværtimod lægger de vægt på alt muligt, så de ikke har tyngde tilbage og bliver fundet for lette, når de vejes.

Til daglig lægger de mest vægt på, hvad alting koster, og hvad det betyder for konkurrenceevnen. Alt anskues med markedsbriller, selvom de ofte forvrænger prognoserne.

Uddannelsessektoren får at mærke, at matematik og naturvidenskab er in, mens dannelse er yt eller i det mindste skal være målbar i test. Efter min mening er prisdannelsen den eneste målbare dannelse, og den rammes da heller ikke af nedskæringer.

Det er også ved denne tid, jeg kan se, at jeg også i 2013 betalte væsentligt mere i skat end fx Burger King, Statoil og Q8. De tjente nemlig for lidt til at betale skat.

Det er bl.a. derfor, at erhvervslivets vilkår skal lempes. Jeg har bare svært ved at se, hvad det hjælper Burger King, Statoil og Q8 at sænke selskabsskatten.

Mellem os sagt må selskabernes ledelse da også være ualmindelig dårlig, når den år efter år kun kan præstere røde tal; men det vægter man åbenbart ikke så højt. Hvis jeg gjorde mit arbejde lige så ringe, var jeg for længst røget ud af vægten vagten.

Palmer

Nå, nu skal der lægges vægt på at holde ferie og slappe af. I en hel uge slipper jeg for at høre, at det skal kunne betale sig at arbejde, og der er lukket for alvorstunge ord som arbejdsudbud, konkurrenceevne og ansvarlig økonomisk politik. Herligt!

Vejrudsigten for Tenerife har et stænk af væde, men skidt, det skal man ikke tage så tungt. Der er over 20° om dagen, og når solen titter frem, er den afrikansk.

I morgen er vægtgrænsen for kuffert og håndbagage hhv. 15 og 5 kg, og når dagen gryr, er fuglene fløjet.

Hasta la vista!

/Eric

9 thoughts on “Pas på vægten

  1. Ellen

    Politikere indeholder kun varm luft – det tynger ikke så meget i vægtskålen.
    Rigtig god tur til jer to, og tak for endnu et ordspilrigt og smilfremkaldende indlæg.

    Svar
  2. Jørgen

    Det er nemlig rigtigt, der er for mange vægtløse politikere i kommunikationsmæssig henseende. Og for mange dårligt ledede selskaber, åbenbart.
    Du og fruen ønskes den bedste decemberferie nogensinde.

    Svar
    1. Eric

      Tak Jørgen 🙂 Når politikerne er vægtløse, skyldes det sikkert, at de er vattede, når det kommer til stykket. Så vidt, så godt.

      Nu kan jeg ikke lige komme ind på SKATs hjemmeside, men det foresvæver mig, at ARLA betalte 673.000 eller i hvert fald under en million i skat.

      Samtidig scorer de anseelige beløb i (landbrugs)støtte fra EU. Det er klamt.

      Svar
  3. Stegemüller

    Rigtig god tur – nyd det hele i fulde drag.

    Jeg har også læst om fire multinationale firmaers manglende skatteindbetalinger, og jeg forstår det ærlig talt ikke! Hvorfor skal jeg på sygedagpenge betale væsentlig mere end dem, der betaler 0 kr.? Jeg betaler som udgangspunkt min skat med glæde, jeg forstår bare ikke, hvorfor det ikke er sådan, at dem med de bredeste skuldre må bære de største læs? Det er en gammel socialdemokratisk grundsætning (måske grundlagt af Anker?), og jeg synes, den er så rigtig, det kræver bare, at alle deltager i legen

    Svar
    1. Eric

      Tak Hanne 🙂

      Dit spørgsmål om hvorfor, burde firmaerne med nul skat obligatorisk besvare på deres hjemmesider.

      Når man har fantasilliarder i kassen og nul skattepligtig indkomst, har både “man” og politikerne et forklaringsproblem. Hele selskabsbeskatningsmodellen er rådden, og det er alt for let at slippe for at yde bidrag til det samfund, som betaler infrastruktur, uddannelse osv. Nogle selskaber er regulære parasitter, men politikerne vil hellere jagte arbejdsløse og score billige point.

      Svar
  4. Inge

    Rigtig god ferie, jeg er sikker på I vil nyde at lade vejr, vægt og politikere bag jer og flyve til de varme lande. 🙂

    Svar
    1. Eric

      Tak, det vil vi 🙂 I øvrigt kunne jeg ikke kommentere på din blog i dag, selvom jeg er logget ind hos Google. Det er nok en teknikalitet. Jeg ville skrive flg.:

      “Blærerøv 🙂 (Men alligevel sejt)”

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.